Skriv en kommentar
Lou Ford (Casey Affleck) er vicesherif i middelstor by i Texas. Han får til opgave at eskortere den prostituerede Joyce Lakeland (Jessica Alba) ud af byen, men indleder i stedet et sadomasokistisk forhold til hende, og sammen planlægger de at afpresse Chester Conways søn Elmer og stikke af sammen. Men Lou har andre planer og tæver Joyce ihjel og skyder Elmer og får det til at se ud som om, det var et internt opgør mellem de to. Lou dækker sine spor godt og plottet ser ud til holde stik, men mon Lou kan gemme sine sadistiske tilbøjeligheder helt væk, nu hvor hans forhold til kæresten Amy Stanton (Kate Hudson) bliver mere seriøst og overfladen er ved at krakelerer?
The Killer Inside Me bygger på en roman af pulp-forfatteren Jim Thompson, hvis romaner tidligere er blevet filmatiseret (The Getaway, The Grifters) og The Killer Inside Me er da også blevet filmatiseret før i 1976 af Burt Kennedy, dog uden det store held. Thompsons romaner bliver ofte fortalt igennem psykopater og sociale tabere og ligger sig tæt op ad Film Noir hårdkogte detektivlitteratur af fx Raymond Chandler. The Killer Inside Me benytter mange af Film Noir genrens redskaber, i form af den korrupte politimand med de til tider umoralske værdier, det dekadente under overfladen, flashbacks, voice-over fortælleren og den uundgåelige skæbne.
Filmen er stykket sammen af instruktøren Michael Winterbottom (24 Hour Party People, A Mighty Heart, Tristram Shandy: A Cock and Bull Story), hvis stil ofte bærer præg at et realistisk look med en blanding af håndholdt og stationært kamera, samt en billedside som er smukt sat sammen ofte af den danskfødte fotograf Marcel Zyskind (Flere Winterbottom film bl.a. A Mighty Heart og Lucas Moodyssons Mammoth). Og stilen i The Killer Inside Me er lagt tilbage til 1957 Amerika, med de klassiske biler, de nybyggede forstadshuse og dengang det var unormalt ikke at gå med hat. I det hele taget en flot film, klassisk filmet uden effekter.
Filmen havde verdenspremiere på Sundance filmfestivalen og her blev den grafiske vold et heftigt samtaleemne, da eftersigende flere var ved at besvime og forlod biografen. Volden i filmen bliver oftest udøvet på kvinder og fortællingen skildres gennem en mandsdomineret verden, hvilket vel ikke rammer helt ved siden af 1950’ernes samfund. Jeg kan ikke sige, om de voldelige scener er blevet nedtonet siden verdenspremieren, men tror næppe at et dansk publikum vil blive skræmt af dem. Nok er det grafisk og ubehageligt at se en kvinde blive tævet ihjel, men vi europæere er vant til at se fx Willem Dafoe få boret en slibesten igennem sin ankel i Antichrist. Vi europæere er vist ikke så sarte.
Filmen handler heller ikke så meget vold, men mere om hvor længe man kan undertrykke sine barndomstraumer og sine dystre fantasier og om lakken nogensinde bliver tør i en afsides forstadsby. Lou har tydeligvis en stor last fra barndommen med i bagagen og han lader dette gå ud over andre. Vold mod uskyldige kvinder er selvfølgelig noget grænseoverskridende at kigge på, men filmen handler mere om Casey Afflecks karakters indre dæmoner, end vold for voldens skyld.
Der er noget specielt over Casey Afflecks skuespil eller måske er den hans barnlige udseende, som gør han skiller sig ud blandt Hollywoodflokken. Der er i hvert fald et eller andet, som gør, at hans skuespil bliver så naturligt, at det virker som om, han spiller sig selv. Og samtidigt med hans charmerende barnlige ydre, bliver hans skæve lumske smil en stærk kontrast. Umiddelbart ville han måske passe bedre til mindre seriøse roller, men han gør det faktisk godt, som den psykotiske morder Lou Ford.
Alt i alt er dette en film som er ganske vellykket i mange henseender og måske en af Winterbottoms bedste til dato. Den formår at skabe en interessant kontrovers; Det er svært at få øjnene fra det betagende 50’er billede, men det fordækte og grusomme i historien, gør at man alligevel har lyst til at kigge væk. Ganske anbefalelsesværdig.
