Skriv en kommentar
General Eugene Irwin (Robert Redford) er netop blevet dømt og skal nu tilbringe de næste 10 år i et militærfængsel ledet af oberst Winter (James Gandolfini). Oberstens beundring for generalen kølner allerede ved første møde, da generalen lader forstå, at kun soldater uden kamperfaring samler på militære artefakter – obersten er en stor samler af militært isenkram. Da generalen efterfølgende overværer oberstens grusomme behandling af fangerne bryder ”krigen” ud mellem de to. Oberstens ”hær” af fængselspersonale står overfor generalens ”hær” af fanger der under den rette leder er bemærkelsesværdigt diciplinerede og effektive.
Filmen handler nu ikke om at kæmpe for menneskelighed og retfærdighed (som i Rosenbergs/Redfords Brubaker (80)), selvom generalen læser højt af reglementet, men om at genrejse den indre soldat, bygge en borg og gøre honnør for flaget. Og det ganske bogstaveligt; fangerne, de tidligere soldater samles om at bygge en borg fra svundne tider op i fængselsgården. Der var engang der var rigtige borge til – nu er de blevet til fængsler, fortæller generalen. Fangerne lærer af generalen at gøre honnør igen. Og det blodige slag til sidst i filmen er til ære for flaget. 3/4 inde i filmen afsløres det endelig, hvorfor generalen er fængslet: 7 mænd likvideredes, fordi han ikke adlød ordre fra højeste sted, fra præsidenten. Men det er en mindre detalje i filmen og i den patriotiske krig.
Ret beset handler filmen om to galninge der mobiliserer en masse mænd for at finde ud af, hvem der er stærkest, altså har mest kontrol over fangerne og størst militærstrategisk gennemslagskraft. Men den historie er så tilpas forkludret, at budskabet hurtigt drukner i den patriotiske sump: hvad skal rejsningen af borgen i fængselsgården til for? Hvilket formål tjener den blodige ”krig” i fængselsgården? Ja, hvad skal man mene, da fangerne bruger blide (Middelalderens kastemaskine) og stiller op i formation med middelalderskjolde? Symbolik eller ej (er vi virkelig fangerne, borgerne der har glemt Gud, konge og fædreland – i modsætning til i Middelalderen!?), meningsløsheden overstiger langt generalens ”heroiske” kamp. Ironisk nok bekræfter filmen således de værste fordomme (?) om patriotisme. Da Redford til sidst døende, med kroppen fuld af bly hejser Stars and Stripes er der for alvor dømt propaganda- og oprustningsfilm.
Man forstår, at Robert Redord virker uendelig træt i hovedrollen som general, andre vil sikkert kalde det intensitet. Til gengæld er James Gandolfini eminent i rollen som oberst og leder af fængslet – læg mærke til hans pauser og vejrtrækning! Rundt om hovedrollerne finder vi de sædvanlige stereotype biroller, vi kender alt for godt fra andre fængsels- og krigsfilm; fx soldaten der blot i brøkdele af et sekund slog en anden til lirekassemand men inderst inde er en ejegod marineinfaterist og derfor vinder sin selvrespekt igen ved at bygge mure (hans far var murer) og gøre honnør for generalen og flaget. Eller soldaten der kun er soldat, fordi hans far var det og derfor altid har stået i skyggen af ham, men nu træder han endelig i karakter – som soldat for generalen. I øvrigt er der kun to kvinder med i filmen; en aldeles usexet frustreret midaldrende sekretær/omstillingsdame, og en lige så frustreret datter af generalen, ´hvorfor være far nu, når han aldrig har været det´ – dette er i sandhed mændenes film.
Det er svært blot at kalde The Last Castle for en drengerøvs- og ramasjangfilm her i skyggen af 11. september – man tror ikke sine egne øjne, da de patriotiske fanger sprænger fængselstårnene i luften, det sidste endda med en helikopter. Filmen tager sig unægtelig ud som en forvrøvlet patriotist-film. Men måske tager jeg fejl; måske handler filmen virkelig om, hvordan vi slår hinanden i hovedet, bygger indre fæstninger og gør honnør for at overbevise hinanden om, hvem der er den største patriot og nationalist. Tilbage er en fængselsgård i ruiner, murene holdt – denne gang.
