Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Man kan vel ikke lige frem sige at julefreden sænkede sig 29. december 1386. Her blev Jean De Carrouges og Jacques Le Gris udstyret med hest og lanse, langsværd, en tung kampøkse og så også lige en dolk (bare for en sikkerheds skyld). Vi skulle jo nødig ende med en ”uafgjort”. Egentlig var de partnere; ridder og væbner, men Carrouges kone Marguerite satte en stopper for dette. Væbner Le Gris blev nemlig voldsomt betaget af hende, og forgreb sig eftertrykkeligt på hende. Hvem offeret var, kan de fleste nok få øje på. Ikke desto mindre stod Marguerite som den anklagede, for havde hun nu nydt voldtægten? Havde hun lagt op til det selv? Havde hun ladet sig voldtage med vilje for at blive gravid? Hvordan afgør man den slags? Jo, ganske enkelt ved at lade herrerne kæmpe til døden indbyrdes. Hvis Carrouges ville vinde, så gik fruen fri – men ville Le Gris vinde, så ville det koste Marguerite livet. Enkle regler at forstå, men helt uden rimelighed og rationale. Sådan er loven og skæbnen forud for The Last Duel.
Normalt når man ringer efter Ridley Scott, så plejer man at være garanteret en storfilm. Her er der, for en gang skyld, blot tale om en god film. The Last Duel har fået mange ord med på vejen, men ikke ret mange af dem er superlativer. Jeg skal prøve at rette lidt op på den balance, for selvom The Last Duel føles længere end Corona-epidemien, så er den overordnet vellykket. Der er mange underholdende elementer, og heldigvis for det, for der er tilsvarende lange og overordentligt mange udpenslede passager. Tilblivelsen skyldes det gamle makkerpar Matt Damon og Ben Affleck, og tanken om at få Ridley Scott med på idéen vidner om stor tiltro til projektet. Om det er Damon/Affleck, der har haft svært ved at lade pen og blæk hvile, eller om det er Scott, der har puttet for meget potentiel storhed i gryden, ja, det tør jeg ikke spå om. Dog er resultatet bestået, men den ender muligvis alligevel som et af Scotts svageste kort, når man kigger karrieren efter i sømmene. Alene et udtryk for hvor vanvittig en filmskaber, han er.
Damon og Affleck spiller også selv et par væsentlige roller i filmen. Førstnævnte som Carrouges, men det er faktisk hans nemesis Le Gris og Marguerite, som ender med at stjæle overskrifterne. Adam Driver ligger lige på grænsen mellem charmerende charlatan og usoigneret bums. Altoverskyggende er dog Marguerite, som leveres af Jodie Comer. Det er en fornem og passioneret skuespilspræstation, som man ikke ser hver dag, og som ikke altid fremhæves, når der er større navne på filmplakaten. Den angst, der står males i hendes ansigt, er ikke til at tage fejl af. Hun kæmper tydeligvis med at opretholde visse dyder og facader, og det skinner igennem lærredet, så ens øjne nærmest altid fanger hende. Hvis man holder sig vågen, så fanger ens øje også den ufatteligt velkoreograferede duel, som filmen afrunder med. Det er lige før, at man selv, fra den sikre side af skærmen, sidder og dukker sig, når diverse våben tages i brug. Vanvittig afslutning!
Jeg skyder fire stjerner af til The Last Duel. Underholdende i længden, men netop længden er også filmens slagside.
Som bonusmateriale på bluray-udgivelsen finder du en featurette om filmens tilblivelse samt en trailer.
Filmen er venligst stillet til rådighed af © 20th Century Studios.
