Skriv en kommentar
Med basis i en prisbelønnet roman af Giles Fodem blander filmen behændigt fakta og fiktion. Over for den karismatiske og flamboyante, men psykopatiske diktator Idi Amin (spillet fænomenalt af Forest Whitaker), der terroriserede sit eget land, står den unge skotske læge Nicholas Garrigan (James McAvoy, senest set i ”Narnia” som Mr. Tumnus), som et opdigtet vidne til de historiske begivenheder.
Garrigan er frisk udklækket som læge, men frem for kritikløst at følge sin fars forventninger om at gå i hans fodspor i den skotske hjemstavn, flyver han til Uganda på jagt efter spænding og romantik. Vi er i de tidlige 70'ere, og præcis som mange andre eventyrlystne unge fra den rige verden drager han ud på eventyr med et viljestærkt men naivt ønske om at gøre en forskel og hjælpe et andet land, som i høj grad da også har brug for hans medicinske kunnen.
Med sin ildhu vækker han hurtigt popularitet i den lille landsby, han udsendes til, ikke mindst hos sin engelske lægekollegas kone, spillet af Gillian Anderson. Det varer dog ikke længe inden han ansættes som personlig livlæge for landets nyudnævnte og selvudpegede leder Idi Amin, der bliver imponeret over den unge læges målrettede ligefremhed i en kaotisk situation, hvor præsidenten er kørt ind i en sageløs ko med sin Maserati.
Han fatter umiddelbar sympati for den unge mand, og de er på overfladen hurtigt som pot og pande. For Amin er samtidig fascineret af skotsk historie og kultur. For eksempel optrådte Amin ofte til gallaarrangementer i traditionel skotsk kilt ligesom hans soldater marcherede i den for afrikanske sammenhænge usædvanlige uniform, og han navngav hans børn med typiske skotske navne! En fascination der også er baggrunden for filmens titel.
Med jobbet som livlæge for præsidenten indledes hans odyssé ind i inderkredsen af Amins regime. Han lader sig forføre af Amins umiddelbart charmerende personlighed og hans ambitiøse planer for Uganda, for ikke at tale om diktatorens forkærlighed for hurtige biler, smukke kvinder og ekstravagante fester. Det som den unge Garrigan netop håbede at finde, da han bedrog sig ud i verden. Samtidig forføres han også af sit eget magtbegær, han bliver diktatorens højre hånd, og han kan mærke at han nu kan gøre en virkelig forskel i det fattige land. En antagelse der dog er foretaget på et falsk grundlag. Helt galt går det da 'ondetunger' begynder at bagtale ham som Amins ”hvide abe” og langsomt bliver han vidne til stadigt flere foruroligende hændelser – hændelser som han måske selv har medskyld i. Han har så at sige, som Faust, solgt sin sjæl til djævelen.
Forest Whitaker leverer en kraftpræstation uden lige i rollen som djævelen, den diktatoriske Idi Amin. En klassisk despot, der er både umiddelbart charmerende, men også ualmindeligt frygtindgydende og hamrende gal som bare fanden. Man forstår hvorfor Whitaker modtog en Golden Globe for bedste mandlige hovedrolle og med sådan en tour de force-præstation vil det ikke undre, hvis han også gik hele vejen og tog sin første Oscar med i købet den 25. februar. Den har han vitterlig fortjent.
De fremragende billeder er signeret af vores egen 'næsten-danske' Anthony Dod Mantle, som også var manden bag kameraet på Lars von Triers ”Dogville” og ”Manderlay”, er Vinterbergs faste cheffotograf, og har ikke mindst været med på flere film af Danny Boyle (”28 Days Later”). Og det er da også den sidstnævntes films billedmæssige stil, der lægger tættest på den man ser i ”The Last King of Scotland”. I en skiftevis rolig og forvirrende kameraføring lægger den sig delvist op af en dokumentaristisk stil, der helt klart også er tilskyndet af instruktør Kevin MacDonald, og man indhyldes på denne måde visuelt i den tilstand landet og vores protagonist oplever. Dels en tilstand af skønhed, dels en tilstand af kaos og gruopvækkende vold. MacDonald spillefilmsdebuterer her, men har tidligere stået bag de kritikerroste og prisblønnede dokumentarfilm ”Touching the Void” og ”One Day in September” (Oscar-belønnet 1999). Han er iøvrigt ud af ikke helt dårligt blod. Han er nemlig barnebarn af den legendariske instruktør, producer og manuskriptforfatter Emeric Pressburger, der i 40'erne sammen med partneren Michael Powell lavede klassiske film som ”Black Narcissus”, ”The Life and Death of Colonel Blimp” og ”The Red Shoes”.
Der hvor filmen virkelig ekselerer, udover skuespillet, er i sin dramaturgiske opbygning. Ligesom for Garrigan tilbageholdes der for os publikum den virkelige sandhed om Amins regime. Vi indvæves ligesom den unge læge ind i Amins flamboyante livstil, hvor vi naivt ser det, vi gerne vil se: en nyudvalgt afrikansk præsident der faktisk vil gøre noget for sit land og ikke bare bruge dens økonomi som sin private bankkonto. Men da han så også ser Amins sande ansigt og den grusomme vold hans regime forårsager, får han og vi den så til gengæld også lige på og råt, og der lægges bestemt ikke fingre imellem, som der heller ikke skal, da vi når til denne fase af filmen. Og hvilken kæberasler af tortur og voldsudskydelse det så sandlig er, og Garrigan tager da også konsekvensen da det hele bliver for meget. Sandheden slår umiskendeligt hårdt og på denne måde udnytter filmen til fulde sine virkemidler. Det kulminerer i en sand opvisning af suspense i filmens sidste tikkende minutter. Det er skarpt skårent greb om dramatikken og antydningens svære kunst, og MacDonald viser så sandelig, at han er så meget mere end en dokumentarist.
Ydermere bliver Garrigan her også selve personliggørelsen af de vestlige lande og hans handlinger sindbilledet på Vestens rolle under Idi Amins regime. Ligesom Garrigan blev også Vesten først forført af Vesten, flere af de vestlige regeringer støttede ham offentligt i starten, og siden, da man indså hvad de virkelige politiske forhold var i Uganda, stak man halen mellem benene eller ligefrem forsøgte at udnytte situationen til egen fordel, fremfor at hjælpe den uskyldige befolkning. På denne facon er filmen, tilsigtet eller ej, en besk kommentar til samtidens storpolitiske situation.
”The Last King of Scotland” er efterhånden blevet overøset med adskillige priser verden over, blandt andet den prestigefyldte ”Alexander Korda ”-pris for bedste film ved BAFTA-uddelingen i år, og hvis dette ikke er nok, skal der i hvert fald lyde en stærk anbefaling herfra.
