Skriv en kommentar
Martin Scorsese er pt. aktuel med den, med spænding og længsel, ventede storfilm ’Gangs Of New York’. Det har tilsyneladende ikke været nok for den aldrende herre, der har slebet kanterne af på filmen om den nostalgiske afskedskoncert med ’The Band’. For publikum betyder det et nyt lydspor med digital dominans.
Koncertfilmen er en visualisering af det, der skulle være The Band’s farvel til et liv på landevejen. Den to timer lange koncert er iklædt gæstebesøg fra så prominente navne som Eric Clapton, Van Morrison, Neil Young, Muddy Waters og mange andre af datidens rockikoner. Imellem numrene ses interviews med medlemmerne fra The Band, hvor Robbie Robertson har taget førerrollen. Spørgsmålene er måske ikke altid lige relevante, men giver alligevel et forholdsvist intimt billede af et af tidens klassiske rockbands.
På mange måder er dette en af de største og flotteste koncertfilm, der, filmhistorien set som helhed, er produceret. Æstetikken er hele vejen igennem slående, og konkretiserer hvorfor Martin Scorsese den dag i dag har status som auteur på sit område. Valget af farver, vinkler fungerer i den grad i et større samspil med det, det egentligt handler om – musikken. Der er lagt op til det helt store på scenen med en ren parade af solidt etablerede navne. Og de gør det sublimt. Især skiller den melankolsk mundharmonikahvæssende Neil Young sig ud med ’Helpless’, ligesom Muddy Waters leverer en sveddryppende intens forestilling med ’Mannish Boy’. Som forventet slutter Robert Allen Zimmerman alias Bob Dylan sig et godt stykke inde i koncerten sig også til det efterhånden brogede men feststemte selskab. Koncerten udvikler sig til et slaraffenland for musikelskere, hvor det ene sublime musiknummer efter det andet bygger stemningen i koncertsalen op til en ubeskrivelig finale, med et væld af musikere, der får band aid i midten af firserne til at ligne en øvetime hos Vesterbro Ungdomsgård.
The Last Waltz står på mange måder stadig som en milepæl i den visuelle del af musikhistorien. Hvorfor, vil nogle nok undre sig. Der findes da også utallige båndede koncertoptagelser, der er mindst ligeså flotte og velspillede, som koncerten i San Fransiscos Winterland Arena fra 1976 er det. Men ingen af dem har været udsat for mesterens hånd – Martin Scorsese. Og det er dér, hunden ligger begravet. Det er dét, der er den afgørende og altovervejende forskel. Den mand har et gudsbenådet talent, som enhver dokumentarist vil være ham misundelig for. Han har en evne ud over det sædvanlige til at trække intensiteten og sveden fra scenekanten ind gennem kameraet og ud gennem det hvide lærred, så man følger, at man selv er aktivt til stede.
Scorseses måde at bruge filmmediet på i denne sammenhæng er i det hele taget en inspirationskilde for folk inde for faget og en smuk, smuk oplevelse for de, filmen i første omgang er møntet på – publikum. En af dem der har skelet til denne film er Cameron Crowe, der for et par år siden hittede med den fiktive koncertfilm – Almost Famous. Ligheden mellem de to film er på mange måder så slående, at det næppe kan være en tilfældighed. Godt nok bygger ( siges det ) Almost Famous på en sandfærdig begivenhed, men det er nu også mere selve stilen i de to film, der skaber en kunstnerisk forbindelse. Scorseses måde at indklippe intime interviews i musikernes hemmelige gemakker synes gentaget i stor stil i Crowes koncertepos.
Selv om man normalt ikke er til koncertfilm og foretrækker at stå foran scenen mellem sveden og ølsjatterne, kan man dog kun imponeres af dette værk. Det var for 25 år siden et mesterværk af dimensioner. Og det er det sådan set stadigvæk. Endnu har ingen efterkommere været i stand til at ramme samme niveau eller et, der ligger højere. Som den kærkomne lejlighed natfilm festivalen er, bør man ikke forpasse muligheden for denne sansefulde indtagelse af kuliraniske toner for øregangene.
