Damon Lindelof er bl.a. kendt for hans store rolle i tilblivelsen af mysteriedramaet, "Lost" (2004-2010), der, til trods for den kontroversielle slutning (personligt elskede jeg den), må anses for at være en af de største tv-serie succeser nogensinde. Men når folk nævner "Lost", er det første navn, der popper op alligevel J.J. Abrams. Abrams, som også er er ophavsmand for mange andre fremragende tv-serier bl.a. "Fringe" (2008-2013) og "Person of Interest" (2011-2015). Men Lindelof skrev mange af "Lost's" bedste afsnit. Og han fortjener al den kredit han fik for hans fantasi og hans visioner. Derfor var der også spænding, specielt fra min side, da jeg så hans navn for første gang i titelsekvensen for "The Leftovers", der er baseret på en bog af samme navn af Tom Perrotta, der også har været med til at skabe serien. Derudover havde serien også prominente showrunners som Mimi Leder og Peter Berg. Med andre ord, lignede det et dreamteam. Og serien er intet mindre end en fuldkommen triumf på adskillige parametre. Det eminente skuespil, det smertelige og stemningsmættede soundtrack, den vigtige og kloge kritik af livsstilskulter, originaliteten i seriens manuskript og instruktion og spørgsmål om vores eksistens og samfund. Og det kommer jeg selvfølgelig mere ind på.
"The Book of Kevin"
Sæson 3 foregår tre år efter sæson 2's dramatiske hændelser, hvor den ekstreme kult, "Guilty Renmant", i sidste afsnit invaderede byen Miracle, John og Erika's datter Evie blev dræbt i en eksplosion og Kevin døde og genopstod to gange til hans store frustration. Nu er Kevin igen politimester med hang til at lege med plastikposer omkring hovedet, når han er alene. Nora og Kevin er stadig sammen, men er deres forhold sundt for dem? Eller er det bare damage control? Nora har igen fået arbejde hos DSD (Department of Sudden Departure), og John og Laurie er nu sammen og har en clairvoyantpraksis sammen. Noget som John var stor modstander af i sæson 2. Matt er nu officielt blevet Miracles præst og er begyndt, i samarbejde med Michael, John og Erika's søn, at skrive "The Book of Kevin", hvilket det første afsnit i sæson 3 også hedder. Matt, der tilsyneladende også er blevet syg, da han hoster blod, er af den overbevisning, at Kevin er en reinkarnation af Jesus, da han døde og genopstod. Dette postulat bliver da også fremstillet for en meget misfornøjet Kevin. Han har ikke lyst til at være Jesus. Men med 7 dage inden jordens formodentlige undergang, så er en frelser måske præcis det, som verden har brug for.
Udfordrende, poetisk og eksistentielt
Det er ikke alt der giver mening i "The Leftovers". Men det behøver det heller ikke. Det er en serie, der stiller kompetente spørgsmål, og som ligger an til debat, og derfor ikke direkte svar. Det er en af seriens største styrker. Måden seriens forfattere inkorporerer store eksistentielle spørgsmål om tro, død, synder og skæbne igennem hårdtprøvede karakterer på en både sober og medrivende måde, er både unik og enestående. Hvad ville der ske med os, og hvordan ville det påvirke vores liv, hvis to procent af verdens befolkning forsvandt ud i den blå luft? Hvor ender vi henne, når vi dør? Hvordan ville vi reagere, hvis vi en dag mødte vores skaber? Og således fortsætter spørgsmålene, som er med til at gøre serien til en så enestående størrelse. Det er ofte udfordrende, poetisk og eksistentielt. Og dertil skal der lyde et kæmpe applaus i retningen af de kløgtige manuskriptforfattere.
Eminent soundtrack og skuespil
Skuespillet i serien er intet mindre end fremragende. Carrie Coon, der spiller Nora, Justin Theroux, der spiller Kevin, Christopher Eccleston, der spiller Matt, legenden Scott Glenn, der spiller Kevin Sr. og den ukendte Kevin Carroll, der spiller John er nogle af de absolut bedste skuespillere, som man kan finde i en dramaserie. Udover noget af det bedste skuespil, har serien et af de bedste soundtrack til en tv-serie i form af Max Richter's majestætiske arrangementer, kun overgået af Michael Giacchino's soundtrack fra "Lost". Seriens bedste afsnit er afgjort "The Most Powerful Man in the World (and His Identical Twin Brother)", hvor vi, ligesom i sæson 2's "International Assassin", følger Kevin's rejse tilbage fra de dødes verden, og hvor der bl.a. er et fantastisk arrangement af Giuseppe Verdi impliceret, som fast tema for afsnittet. Derudover er "It's a Matt Matt Matt Matt World" ligeså et lille mesterværk, hvor Matt møder en mand, som måske er Gud selv. Et afsnit, hvor Christopher Eccleston i særdeleshed demonstrerer hans unikke talent.
Perfekt punktum
Sæson 3 sætter det perfekte punktum for dette moderne mesterværk. Slutningen er ligeså hjerteskærende, som man kunne forvente. Og jeg savner allerede karaktererne voldsomt meget.
Ekstramateriale - 0/6 stjerner
Der er intet ekstramateriale på denne blu-ray edition. Det er, kort sagt, umanerligt skuffende.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Warner Bros.