Skriv en kommentar
Lad det være sagt med det samme - Bill Murray er en af hvor tids største komiske talenter. Han har bevist det gang på gang, men desværre er der blevet længere og længere imellem lyspunkterne. Heldigvis har en stribe talentfulde, yngre amerikanske instruktører taget den aldrende charmebombe til sig. Senest var det Wes Anderson i ”The Royal Tenenbaums” og Sofia Coppola i ”Lost In Translation”. Nu gentager Anderson sit rette valg og pynter endda på det ved ikke bare at opgradere Murray fra en birolle til hovedrolle indehaver, men endog ved at lade ham være fuldstændig dominerende i ”The Life Aquatic with Steve Zissou” som filmens fulde titel lyder.
Murray er den Cousteau-inspirerede dybhavs eventyrer og dokumentarist Steve Zissou. Efter tabet af sin bedste ven vil den noget fallerede stjerne på en sidste og definitiv ekspedition på jagt efter den noget tvivlsomme ”Jaguar-haj”, men pludselig bliver han konfronteret af en ung mand (Owen Wilson), der muligvis er hans søn. I jagten på sin egen personlighed og tabte status tager Zissou den unge Ned til sig og kort efter er han en del af besætningen med rød hue og det hele.
Andersons film bliver herfra til en udforskning såvel af mysteriet Zissou som af de store dybder. Intet er tilfældigt i det meget detaljerede og underfundigt morsomme manuskript. Murray er altdominerende og filmen er tydeligvis skrevet med ham i tankerne. Den underspillede humor der gennemsyrer hver eneste indstilling er uset i dagens Hollywood og her demonstreret på et niveau, så det er svært at forestille sig andre i rollen.
Den slidte skude, ”Belafonte” (et lille ordspil over Cousteaus skib, ”Calypso”, og calypsosangeren Harry Belafonte – et udmærket eksempel på detaljerigdommen), befolkes ud over far og mulig søn af en lang række farverige karakterer. Den gravide og nysgerrige, men dog tiltrækkende, journalist (Cate Blanchett), Zissous kalkulerende kone (Anjelica Huston), den misundelige tysker (Willem Dafoe i karrierens komiske højdepunkt) og den brasilianske musiker spillet af Seu Jorge, hvis portugisiske fortolkninger af gamle Bowie-klassikere udgør hoveddelen af soundtracket.
I løbet af filmen bydes der på humor, blodig action, drama, følelser og stort stilistisk overskud. Anderson træder i højere grad end tidligere i karakter som en visuel instruktør og filmen er klart hans flotteste. Med et manuskript der på papiret uden tvivl har virket forvirrende og bredtfavnende viser han et stort klarsyn og ender med en ualmindeligt helstøbt og sammenhængende film. Det er svært at forestille sig hvis man med ord prøver at forklare filmens mystiske rytme, som både giver plads til romantik, skududveksling og så pludselig stopper helt op for at dvæle et øjeblik ved en tydeligvis improviseret optræden fra en af de medvirkende, gerne Murray. Det lyder ikke som noget der ville holde, men på mystisk vis lykkedes det for Anderson. Den utrolige detaljerigdom og de mange referencer gør at ”The Life Aquatic” tåler mange gensyn, og med fremragende spil over hele linjen er det en film med et stort overskud.
Mange af de medvirkende har spillet i andre af Andersons film, Murray oven i købet to gange før. Resultatet er en af den slags film hvor man kan se at folk har moret sig under indspilningen. Det hele for nærmest lystspilskarakter. Dog er der ingen tvivl om at filmen har noget på hjerte. Og det er vel egentlig det der gør den fremragende. Symbiosen af stor og stadig udfordrende underholdning og følelsesmæssigt indhold. Anderson mestrer det til fulde. Og når han har et underspillet komisk es som Bill Murray i ærmet så kan det umuligt gå galt. Filmen er en kunstnerisk triumf både for den unge instruktør og den ældre komiker.
