Skriv en kommentar
Et udefineret sted har magtinstansen ’Byen’ dikteret, at det for menneskets eget bedste er ulovligt at være single. Er man så uheldig at blive single, uanset årsag, bliver man derfor sent til ’Hotellet’. Her har man 45 dage til at finde en partner blandt hotellets øvrige beboere. Finder man ikke en partner, bliver man forvandlet til et dyr efter eget ønske og sluppet løs i den nærliggende skov.
Hotellet bærer dog mere præg af internat, lejr eller fængsel, selvom rammerne er som et fint hotel. Reglerne bliver nådesløst håndhævet uden undtagelse, og straffen for at bryde dem falder promte. Som publikum ser man forfærdet til, når et surrealistisk spil for at finde en partner udfolder sig, bland hænder der afbrændes i brødristere og geværjagt efter ’undslippere’, der lever ulovligt i skoven.
Da filmen starter, har Davids (Colin Farrell) kone forladt ham til fordel for en anden mand med briller, og David må som ufrivillig single en tur til hotellet. Her modtages han af grundige forhør og fælles afvaskelser, da alle ejendele fra verden udenfor konfiskeres, og hotellets nyankommne iklædes ens tøj. Hotelbestyrerinden (Olivia Colman), sætter David grundigt og upersonligt ind i reglerne, og han skal med det samme vælge hvilket dyr, han gerne vil forvandles til, hvis det ikke lykkes at finde en partner
Regeltænkningen understreges til det absurde, og det er umuligt for David at få sko i halve størrelser. Han må derfor efter ihærdige forsøg på at blive mødt som person og ikke blot et tal i rækken, tage til takke med for store sko, så de kan komme videre i processen.
Herefter følger et absurd spil, hvor alle prøver at finde en partner. Forelskelse og betagelse er langt fra nok, da alle par skal godkendes som ’rigtige’ match med ens kvaliteter og kendetegn, som dagligt næseblod, halten eller briller.
Situationen er desperat, og et mislykket forsøg på at følge spillets regler sætter David i en ubærlig situation. Han flygter med hjælp fra en af stuepigerne til ”friheden” udenfor hotellet. Udenfor hotellet er der dog lige så mange regler som indenfor. Her er det bare forbudt at være par og kys straffes med opsprættede læber.
The Lobster følger Davids vej gennem hotellet og skoven og er midt i absurditeterne en kærlighedshistorie om overlevelse. Filmen giver ingen endegyldige svar, men viser hvad et regelsamfund uden grund i menneskelig værdighed kan føre til. Filmen er utroligt velkomponeret og sært fængslende i sin absurde udfoldelse. Hyggelig er den ikke, men den er uhyre interessant og sætter mange tanker i gang, om hvilken verden vi ønsker at leve i.
The Lobster har vundet flere priser på de europæiske filmfestivaler og modtog sidste år Juyens Pris ved Cannes. Det er Græske Yorgos Lanthimos’ første engelsksprogede film, og han viderefører med skarp præcision social-surrealismen fra de absurdistiske originaliteter Dogtooth (2009) og Alperne (2011) som gjorde ham internationalt bemærket som en af Europas mest interessante instruktører og frontfigur i den græske nybølge, der rettelig bliver kaldt weird wave.
Med næsten Kafkask absurditet udfolder kærlighedshistorien sig i dette bizarre univers, som unægtelig sætter tanker i gang, om hvad der sker, når reglerne tager overhånd. Tanker der trækker tråde til vores trang til at dele hinanden op i kategorier, der passer i behagligt snævre og firkantede kasser, så vores behov for kontrol og ensartethed ikke trues.
The Lobster er anbefalelsesværdig, velkomponeret og tankevækkende, men vær advaret, den er uhyre interessant men ikke egnet til let romantisk hygge.
