Skriv en kommentar
Amerikansk helt genoplives
The Lone Ranger begyndte sit liv i amerikanske radiospil i 1930'erne, hvor han var en retskaffen forkæmper for det gode, det anstændige og for folket. Han skød aldrig for at dræbe, og hans bedste ven var en ''Noble Savage'', indianeren Tonto. Karakterens popularitet affødte årtiers værd af seriefilm og tegneserier, der har cementeret The Lone Ranger som en af amerikansk populærkulturs helt store ikoner. Min mor, som er fra Arizona, så trofast The Lone Ranger på tv som barn, og mon ikke hun får kuldegysninger, når der nu igen råbes ''Hey Yo Silver'' fra skærmen mens William Tell ouverturen spilles. Kulturfænomenet er tilsyneladende så indgroet, at jeg også genkendte det, selvom jeg aldrig mindes at have set helten på dansk tv i min barndom - eller overhovedet.
Den maskerede helt præsenteres nu for en ny generation af instruktør Gore Verbinski og producer Jerry Bruckheimer, som også arbejdede sammen på Pirates of the Caribbean. Det siger sig selv, at sadeltasken er fuld af guld, og at Disneyland inden alt for længe håber på at bygge en ny forlystelse med cowboy-tema.
Fra pæn advokat til hævngerrig cowboy
The Lone Ranger starter med pondus i 1930'erne, hvor en rosin-rynket Johnny Depp, som indianeren Tonto, fortæller den sande historie om den maskerede hævner til en ung fan af radiospillet. Det vilde vesten bredes ud med ildevarslende og storslået soundtrack af Hans Zimmer, hvor hestenes hovslag og indianernes trommer buldrer. John Reid (Armie Hammer) er en pæn, nyuddannet advokat på vej fra byens civilisation til sin knapt så fine hjemby. Lynhurtigt blandes han ind i det vilde, loveløse vesten, da han må hævne sin bror, alt imens jernbanen gør faretruende indtog i landskabet. John får hjælp af den excentriske Tonto og en hvid hest, som måske har overnaturlige kræfter. Trioen hjælpes også af en farverig bordelmutter, spillet af Helena Bonham Carter, og Johns dejligt uglamourøse hjertenskær, Rebecca (Ruth Wilson).
Fremragende hest, livløse skuespillere
The Lone Ranger fortjener ros for sin føling for de store, on-location landskaber og kraftfulde heste. Det er forfriskende at være ''udenfor'', fremfor at sidde i et indelukket computeranimeret univers. Armie Hammer ser ud til at være en dygtig rytter, og en meget fysisk skuespiller i det hele taget, hvilket også bidrager til fornemmelsen af autenticitet. Karakteristiske landskaber som Monument Valley i Arizona bliver brugt smukt og jeg ville give en Oscar til dem, der står for hestene. Heltens hvide hest har mere personlighed end de fleste andre på rollelisten. Ja, selv Johnny Depp.
For her stopper min ros. Når Lone Ranger og Tonto er alene sammen, er filmen stendød. Der er ingen charme, ingen kemi og intet vid i spillet eller dialogen mellem de to hovedpersoner, og problemet ligger på Depp-siden. Som Captain Jack Sparrow var Johnny Depp en fryd og det var ham, der gjorde Pirates of the Caribbean til den succes, den blev. I The Lone Ranger virker han simplethen træt. Det hjælper ikke på persongalleriet at Helena Bonham Carter er smidt ind i en fuldstændig ligegyldig rolle, hvis eneste motivation synes at være, at der skulle være en scene på et bordel. Filmens sidste del fortsætter for længe med en masse hoppen rundt på kørende tog, og selvom man kort vågner op da William Tell ouverturen minder os om, med bravur, hvor sjov filmen kunne have været, ender hele balladen med at køre ud i sandet.
Jeg håber at de bygger en Lone Ranger rutsjebane i Disneyland, for denne film alene kan ikke genoplive The Lone Ranger.
