Skriv en kommentar
Maggie Gyllenhaal har igennem årene vist sit talent som skuespiller f.eks. i hendes oscarnomineret rolle i ”Crazy Heart”. Ligesom mange andre skuespillere har hun nu valgt at gå i instruktørfodsporet, og har prøvet kræfter med bogen ”The Lost Daughter” skrevet af Elena Ferrante tilbage i 2006.
Den 48-årige Leda ( Olivia Colman) er på ferie alene i Grækenland. Ved vandet bliver hun besat af den unge mor, Nina ( Dakota Johnson) der viser tydelige tegn på de fejl, som Leda selv lavede som ung mor. En impulsiv handling tvinger Leda til at grave dybere ned i fortiden og de konsekvenser, hendes egen børn blev udsat for.
Olivia Colman og Jessie Buckley stråler i deres roller som henholdsvis Leda som ældre og ung. Colman portræt er nærmest helt akavet, og hun holder sig mere for sig selv. Dog tvivler man ikke på, at hun er intelligent og har været igennem et turmulteret liv. Til gengæld er Jessie Buckleys portræt ret hårdt at være vidne til. Hun har bestemt ikke lyst til at være mor – også selvom hun elsker sine døtre. Så bliver moderrollen for meget, og hun fremstår nærmest usympatisk og modbydelig –endnu vigtigst er det autentisk.
Det er sådan set ikke, fordi der er særlig meget handling i ”The Lost Daughter”. Derfor virker næsten 2 timers film rigtig lang, hvor noget af tiden sagtens kunne skæres fra. Til gengæld har Maggie Gyllenhaal lagt vægt på observationerne imellem Leda og Nina, og hvordan kameraet fanger deres blikke på stranden. Det er et komplekst og interessant portræt af moderrollen og de følelser, som vi ikke rigtig må snakke om, da de er så smertefulde og sårbare. Dog formår Gyllenhaal at sætte følelserne frit, og man får fornemmelsen om, at man ikke står alene med det. Ledas lange rejse på selverkendelse og tilgivelse er lang og hård, men den bliver forløst.
”The Lost Daughter” er et fint, velspillet og komplekst portræt af mødre. Olivia Colman og Jessie Buckley stråler i deres rolle som Leda, og det bliver til et meget ubehageligt og akavet indblik på den realistiske moderrolle, som også kæmper for tilgivelse. Maggie Gyllenhaal har skabt en fornuftig debutfilm, hvor symbolikken og tematikken er større end filmens handling.
