Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
De røde – kommunisterne styret fra Kreml – er på ingen måde længere det naturlige fjendebillede for USA og de amerikanske værdier. Det var de i 1962, da den kolde krig var varmest, og spændinginstruktøren John Frankenheimer drejede The Manchurian Candidate. Filmen, der havde Frank Sinatra i hovedrollen, indtager i dag en fornem 67. plads på listen over de bedste film, der nogensinde er lavet, på det meget velansete filmsite Internet Movie Database (IMDb). Det er den film, instruktør Jonathan Demme – med stærke film som The Silence of the Lamps (1991) og Philadelphia (1993) bag sig – nu har opdateret. Og opdateret er netop ordet, for plottet er det samme, men kommunisterne er i skurkerollen byttet ud med en stor og grådig amerikansk virksomhed med navnet Manchurian Global. Mens Korea-krigen som baggrund er byttet ud med amerikanernes første krig i Irak, og Frank Sinatra i hovedrollen er byttet ud med den driftsikre Denzel Washington.
Major Ben Marco (Washington) og hans deling kommer under Golfkrigen i 1991 i voldsomt bekneb under et irakisk bagholdsangreb. Kun takket være en heroisk indsats fra sergent Raymond Shaw (Liev Schreiber) kommer delingen ud af kniben – og Raymond Shaw modtager en tapperhedsmedalje. Sådan gik det officielt til – men det er slet ikke sådan, Ben Marco husker det nu mange år senere i de tilbagevendende mareridt, han har fra episoden i Kuwait. Alt imens er Raymond Shaw – ikke mindst takket være sin energiske mor, senator Eleanor Shaw (Meryl Streep) – blevet nomineret til vicepræsident-kandidat. Ben Marco bliver mere og mere overbevist om, at nogen har manipuleret med hans hukommelse, og at den måske kommende vicepræsident, Raymond Shaw, spiller en væsentlig brik i manipulationen.
Jonathan Demmes The Manchurian Candidate har to – og kun to – scener, hvor der sniger sig en smule spænding og intensitet ind. Det sker i de to scener, hvor Washington og Schreiber har hinanden overfor sig. Første gang efter en lille times tid, hvor Ben Marco fortæller Raymond Shaw om sine teorier om manipulation, og hvor vi takket være én enkelt intelligent og velspillet scene, i det små kan fornemme spændingshistoriens muligheder. Anden gang tæt mod slutningen, hvor filmen tager tonen fra førnævnte scene op i en form for dramatisk klimaks.
Den resterende del af filmen stråler af noget, der i meget høj grad minder om mangel på fortælleglæde. Jonathan Demme har ikke formået at kaste stemning ind i det ellers ambitiøse manuskript, der vist nok skal fortælle os noget om skræmmende perspektiver om international politik. Perspektiverne må vi tænke os til, for vi kan ikke fornemme dem – ikke mindst på grund af en i The Manchurian Candidate næsten usynlig fjende. Det bliver langt og tungt, uden meget dramatik – og med plotredskaber, man normalt ville mene hørte hjemme i tegnefilm eller mindre intelligente actionfilm. Dygtige Denzel Washington falder desværre meget godt ind i denne tunge thriller i en af karrierens mest anonyme præstationer. Meryl Streep er velspillende, men hendes senatormoder er lidt for ensporet til, at den bliver rigtig interessant. Største styrke på skuespillerfronten er hos den generelt undervurderede Liev Schreiber, der spiller vicepræsidentkandidaten akkurat så tvivlende, afvisende og ødelagt, at vi tror på ham.
Ekstra-materiale
Et par småfilm om tilblivelsen af The Manchurian Candidate og skuespillerne i filmen, der på ingen måde overrasker. Fraklip, udvidede og fravalgte scener samt billeder fra Liev Schreibers optagelsesprøver. Derudover en lille film, hvor forskellige kendte fortæller om deres holdning til politik – og selvfølgelig det sædvanlige kommentarspor fra instruktøren Jonathan Demme. Tre stjerner til ekstramaterialet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Paramount Home Entertainment I/S.
