Skriv en kommentar
Cameron Post (Cholë Grace Moretz) er en helt almindelig gymnasiepige i en lille religiøs by, hvor alt tilsyneladende ånder ro og orden. En dag bliver hun til en skolefest taget på fersk gerning på bagsædet af en bil med sin veninde fra bibelskolen, og da homoseksualitet ikke er accepteret i den lille by, bliver Cameron sendt på kristen opdragelseslejr i håbet om at hun kan kurreres.
Lejrens metoder er skrappe, og Cameron kommer under skarp styring og disciplinering af Dr Lydia Marsh (Jennifer Ehle) og hendes bror Reverend Rick (John Gallagher Jr.). Mod forventning finder Cameron nye venner, og sammen hjælper de hinanden gennem lejrens mange udfordringer, imens de venter på friheden udenfor.
The Miseducation of Cameron Post bygger på romanen af samme navn fra 2012 af Emily Danfort og viser et sensitivt portræt af et ungt menneske, der er ved at finde sig selv og sin identitet. Filmen vandt velfortjent hovedprisen på Sundance Filmfestival i 2018 og har fået en forrygende modtagelse i USA.
Det er Desiree Akhavans, der er instruktør, og hun gør det fremragende. På trods af et polisk varmt emne, er filmen primært en fortælling om mennesker frem for en politisk platform. Det forstærker budskabet og giver en meget sympatisk fremstilling midt i temaer om institutionalisering og psykologiske magtspil.
I hovedrollen som Cameron Post ses Cholë Grace Moretz (bl.a. kendt for Martin Scorseses ’Hugo’), der tydeligt viser et tiltagende ubehag gennem et væld af detaljer som hænder der piller ved kanten af en bog, retter på tøjet og blikke der flakker og slås ned for at undgå øjenkontakt, midt i undvigende svar, der forsøger at sige hvad der bliver forventet. Filmen viser et meget menneskeligt billede af sine karakterer og bliver derved primært et meget fint og detaljeret karakterstudie af unge mennesker, der forsøger at finde vej gennem et hav af udfordringer i at finde deres identitet.
Vi følger de unge gennem terapi, grupper, undervisning og hemmelige samtaler. De har ingen privatliv og institutionaliseringen er tyk i luften og publikum udfordres ved Cameron Posts direkte spørgsmål: ”How is programming people to hating themselves not emotional abuse?”
Det er en sympatisk film, der giver stof til eftertanke og får de varmeste anbefalinger herfra.
