Skriv en kommentar
Alexandre Dumas' roman om De Tre Musketerer er blevet filmatiseret et utal af gange - før "The Musketeer" var den seneste udgave Stephen Hereks "The Three Musketeers" fra 1993. "The Musketeer" bliver næppe heller den sidste filmatisering af Dumas' klassiker, for der er altid plads til den slags historier. Ved filmatiseringer af hæderkronede klassikere kræves det dog, at filmene forholder sig forholdsvis tro overfor forlægget.
Dette kan man desværre ikke sige om Peter Hyams "The Musketeer". Gene Quintano, der har skrevet manuskriptet, har forholdt sig ret frit til Dumas' roman, hvilket der ikke er kommet noget godt ud af. Peter Hyams instruktion lader meget tilbage at håbe, og denne film må klart placeres blandt instruktørens dårligste.
I filmens begyndelse ser man den unge D'Artagnans forældre blive myrdet af psykopaten Febre (Tim Roth), der er i kardinal Richelieus tjeneste. D'Artagnans far havde engang været musketer, og efter forældrenes mord påtager faderens ven Planchet (Jean-Pierre Castaldi) - selv en tidligere musketer - at oplære drengen.
Fjorten år senere ankommer Planchet og den nu voksne D'Artagnan (Justin Chambers) til Paris, hvor D'Artagnan ønsker at blive optaget som musketer hos musketerernes chef Treville (Michael Byrne). Imidlertid er Treville blevet fængslet, anklaget for mordet på en udsending fra den spanske konge, og musketererne suspenderet. Alt dette er naturligvis sket på foranledning af den intrigante kardinal Richelieu, der ønsker at overtage magten fra den svage konge Louis d. XIII. Til at gøre det beskidte arbejde har kardinalen galningen Febre, der dog har sine helt egne planer og snart begynder at handle på egne vegne.
D'Artagnan mødes med "de tre musketerer" Athos (Jan Gregor Kremp), Porthos (Steven Speirs) og Aramis (Nick Moran) og sammen redder de kongen og dronningen samt den engelske Hertug af Buckingham, da en royal banket er ved at blive løbet over ende af oprørere på foranledning af kardinal Richelieu. Han ønsker nemlig ikke at der sluttes fred mellem England og Frankrig - og ved at ydmyge kongen håber han at Buckingham vil rejse hjem fast besluttet på krig.
Herefter tager handlingen fart. Kardinal Richelieu lader musketererne arrestere, og kun Athos, Porthos og Aramis er på fri fod. Dronningen (Catherine Deneuve) beslutter sig for at forhandle med Buckingham uden kongens kendskab og tager afsted sammen med sin tidligere hofdames datter, Francesca Bonacieux (Mena Suvari), som D'Artagnan i mellemtiden har forelsket sig i. Dronningen og Francesca beder D'Artagnan og Planchet om hjælp, og mens de rejser for at indhente Buckingham befrier Athos, Porthos og Aramis de fængslede musketerer. Dronningen og Francesca tages imidlertid til fange af Febre, der planlægger at myrde hende og Buckingham for dermed at sikre krig. D'Artagnan og musketererne må nu undsætte dronningen og Francesca og der er lagt op til opgøret mellem D'Artagnan og manden, der slog hans forældre ihjel, psykopaten Febre.
Så skal mere af handlingen ikke genfortælles. Mere behøves vist heller ikke at fortælles før det står klart, hvor frit manuskriptforfatteren Gene Quintano har forholdt sig til Dumas' roman. Bl.a. må man uværgerligt undres over hvor Mylady de Winter, én de væsentlige elementer i Dumas' roman, er blevet af. Men manuskriptets handlingsmæssige friheder er kun ét element. Der er næsten ingen områder, hvorpå filmen fungerer ordentligt.
I et forsøg på at tilføre filmen noget nyt har Peter Hyams hentet den Hong Kong-kinesiske koreograf Xin Xin Xiong, der har skabt en hybrid mellem den kampstil vi kender fra film som "Tiger på Spring, Drage i Skjul" og en mere vestlig "nede på jorden" kampstil. Dette er nok filmens største synd. Ganske vist er "The Musketeer" en eventyrfilm, men det er dog et eventyr i en historisk ramme. Hvorfor instruktøren på den måde vælger at underminere den historiske rammes troværdighed er undertegnede en gåde. Det samme kan siges om den stemning, der hersker i filmen: det kække, selvironiske 90'er-glimt i øjet, der måske passer fint i film, der foregår i nutiden, er upassende til en historie som denne. Disse selvironiske indfald tager bl.a. form af, at noget af dialogen i filmens begyndelse ligger næsten pinligt tæt op af den første Star Wars film ("A New Hope", 1977) og at et bestemt stunt i én af actionsekvenserne er hugget direkte fra den første Indiana Jones-film ("Raiders of the Lost Ark", 1981).
Det er måske rigtigt at denne type film skal passe på med at tage sig selv alt for højtideligt, men de skal på den anden side heller ikke underminere deres egen dramatiske effekt. Og det sker her.
At man aldrig kommer til at holde af nogen af personerne i filmen har dog flere forklaringer. For det første det næsten ubærligt forudsigelige manuskript. Hvis manuskriptforfatteren havde ønsket at foretage ændringer i forhold til Dumas' roman kunne han dog i det mindste have været en smule opfindsom. For det andet den rædsomme casting. Aldrig før har Athos, Porthos og Aramis været så fejlagtigt castede.
Der er en vis stil over Catherine Deneuve som Frankrigs dronning, men selv ikke Deneuve kan hjælpe denne film oven vande. Justin Chambers er helt forglemmelig i rollen som D'Artagnan - han er endnu én af disse unge Hollywood hunks, der skal trække pigerne i biffen. Mena Suvari er køn og tiltrækkende, men i sidste ende, intetsigende i rollen som pigen D'Artagnan er forelsket i. Stephen Rea forsøger at tage sin rolle som kardinal Richelieu alvorligt, men forrådes på det grusomste af manuskriptet og hans udmærkede (omend rutineprægede) præstation falder derfor helt til jorden.
Filmens værste præstation må dog tilskrives Tim Roth - den ellers fremragende englænder yder nok én af sin karrieres dårligste præstationer (bortset lige fra hans rolle som piccolo i "Four Rooms"). Han spillede en lignende rolle som skurk i "Rob Roy" fra 1995, men i "The Musketeer" mangler han helt den perverse charme som skurken i "Rob Roy" besad. Febre i "The Musketeer" er endnu en umotiveret psykopat - en efterhånden dybt kedsommelig skurketype.
Desuden må nævnes endnu en skuffelse ved filmen: den ellers talentfulde filmkomponist David Arnold har komponeret én af sine mest klichéfyldte scores til dato.
Endelig skæmmes filmen af åbenlyse problemer med at camouflere ægte bygninger som 1600-tals bygninger. Der er flere scener hvor det virker meget åbenlyst at der filmes i rigtige omgivelser, som man dog ikke har formået at "sminke" godt nok. Når det er sagt skal det dog også siges at der er ganske mange flotte lokaliteter og kulisser i filmen, der helt klart er med til at gøre den tålelig at se.
Et andet element, der gør filmen tålelig er action-sekvenserne. Omend jeg som tidligere nævnt finder den pseudo-østlige kampstil upassende i en film som denne, må man indrømme at scenerne er vildt flot koreograferede. Den flotteste kampscene er nok den afsluttende duel mellem Febre og D'Artagnan, der foregår næsten udelukkende på stiger! Det lyder underligt, og det er vildt utroværdigt, men samtidig sindssygt flot. En mere troværdig kampscene er den, hvor D'Artagnan forsvarer den hestevogn, hvori dronningen og Francesca er på vej for at mødes med Buckingham. Vognen køres af Planchet, og D'Artagnan forsvarer den mod angreb fra ryttere, der kommer fra alle sider.
Med de biografpriser vi har i dag, kan jeg ikke få mig selv til at anbefale "The Musketeer". Hvis man kunne slippe med at betale 35 kroner, ville "The Musketeer" være fin eftermiddags-underholdning en søndag man ikke havde noget at lave. Men det er altså ikke nogen god film. Dertil sjofler den Dumas' roman for meget, manuskriptet er tamt og dermed halter skuespillet naturligvis også. Den får to stjerner, alene på grund af den rå underholdningsværdi og de flotte kampscener.
Personligt synes jeg stadigvæk den flotteste version af Dumas' roman er Bernard Borderies farverige fransksprogede kostumedrama fra 1961, hvor historien udfoldede sig i løbet af to spillefilm. Ægte drengefilm, og sådan som historien bør fortælles.
