Det er ikke nødvendigvis lykkeligt at være rig. Ikke at man ikke kan være lykkeligt rig. Man er bare ikke nødvendigvis lykkelig, fordi man er rig.
I The Nanny Diaries udstilles på populærantropologisk vis hvordan rige mennesker i New Yorks gode kvarter plejer omsorg for deres børn. Eller rettere, det er præcis, hvad de ikke gør. Det lader de barnepigerne om, og det er der kommet en rigtig morsom film ud af.
Annie (Scarlett Johansson), en antropologistuderende, bliver af uransaglige årsager barnepige. Egentlig ikke helt efter planen. Men hun vil finde sig selv, så hvorfor ikke? Hermed begynder hun et studie af New York Upper East Side’s kultur, hvad angår børneopdragelse. Og fanges ind deraf. Det gør tilskueren også.
Den unge hun får ansvaret for, spiller formidabelt. Ved første møde klynger Grayer (Nicholas Art) sig til hende, om hendes liv, fordi hans moder er ham fraværende. Det er både sjovt og rørende, men mest af alt morsomt. Også når han i starten af barnepigeforløbet sparker til Annie, fordi han savner sin forrige barnepige, og hun først skal vinde Grayers tillid.
Men det bliver stille og roligt mere rørende end sjovt. For det er ikke sjovt, at man ikke tager sig af sit barn. Dog bliver den omsorgssvigtede Grayer aldrig gennemført sørgeligt fremstillet. Vi er mere ovre i den kulsorte komedie.
På den måde filmen er tænkt, som en antropologisk observation, er den ganske tankevækkende og underholdende. Det er da også en faglig indforståethed at Grayers forældre konsekvent omtales som Mr. og Mrs. X. Som en case der studeres.
Filmen bygger på Emma McLaughlin og Nicola Kraus bestseller fra 2002, The Nanny Diaries. De to kvinder havde gennem otte år arbejdet som barnepiger for de rigeste familier på Park Avenue på Upper Manhatten og observeret hvordan de rige behandler deres børn og børnenes barnepiger. Og det er skrap kost, men også djævelsk sort og morsomt. Summa summarum, en rigtig sjov og morsom, men også rørende og tankevækkende film om hvordan børn bør behandles, hvad enten man er rig eller ej.