Skriv en kommentar
Titanic sank mod Atlanterhavets dyb den 15. april 1912. 15. 4. 1912.
1+5+4+1+9+1+2 = 23.
I sig selv intet særsyn. Blot et eksempel på et af de utallige regnestykker, der fyger gennem luften i The Number 23. Omtrent alle med det endelige resultat 23, ellers 32, og så bytter man bare lige rundt på cifrene.
”Tallet 23 er perfekt til den her leg – paranoia,” forklarer en professor vores hovedperson, Walter Sparrow, spillet af komikeren Jim Carrey. Efter sigende skulle det være rigtigt. På den ene eller den anden måde forekommer tallet 23 ikke så sjældent, hvis du regner på dit liv. For Walter Sparrow er legen, paranoiaen altså, for længst begyndt. Alt bliver 23. Hvornår han er født. Hvor han bor. Hvornår han blev gift. Og så videre.
Baggrunden er en bog skrevet af en ukendt forfatter – The Number 23 – som Walter får i fødselsgave af sin kone Agatha (Virginia Madsen). Bogens handling om en slimet privatdetektiv ved navn Fingerling synes at passe lidt vel rigeligt godt sammen med Walters liv. Snart har de i hvert fald besættelsen af tallet 23 til fælles. Alt bliver talt. Alt giver 23. Sikke noget vrøvl, siger Walters kone det meste af filmen, og dermed er Virginia Madsens triste triste funktion som bekymret og afvisende kone slået fast.
The Number 23 er Joel Schumachers instruktørjob nummer, ja 23. At han er en god om end noget konventionel håndværker er uomtvisteligt, hvilket film som A Time to Kill, Tigerland og Veronica Guerin er eksempler på. Men han savner tilsyneladende evnen til at sige nej. Dying Young, Batman & Robin og til dels Flawless er ikke bare jævne skuffelser, det er hø af den værste skuffe. Helt så galt går det måske ikke med The Number 23, men Schumacher burde utvivlsomt have lavet den debuterende manuskriptforfatter, Fernley Phillips’ fortælling passere.
Og det er næsten lige før, man kan se i den endelige film, at den erfarne instruktør udmærket er klar over det. Schumacher har slået op på side et i thrillerhåndbogen og plastret The Number 23 ind i filmiske effekter, der øjensynligt skal dække over et plot, der hurtigt går i selvsving over sin egen fascination af tallet 23. Her er helt hvide billeder, helt sorte billeder, dvalen ved effekter vi skal holde øje med, billeder fadende ind over hinanden, effektfulde kamerabevægelser, storladen gysermusik. Enkeltstående ganske flot, men i sit overdrev nærmest ufrivilligt komisk.
Jim Carrey tager igen en afstikker fra komikken i en dobbeltrolle som Walter Sparrow og bogens privatdetektiv, Fingerling, hvis historie flettes ind akkompagneret af Carreys ikke altid lige vellykket voiceover. Walter Sparrow er grundlæggende en kedelig karakter, og selv med en smule Carrey-komik indledningsvis lykkedes det aldrig for alvor at få liv i ham, mens Fingerling – helt bevidst ser det unægtelig ud til – er så klichefyldt, at han absolut ingen dramatisk funktion har. Virginia Madsen har meget lidt at arbejde med, mens et par unge upcoming skuespillerinder, Rhona Mitra (The Life of David Gale & Hollow Man) og Lynn Collins (The Merchant of Venice) blot skal sørge for at være mystiske og se lækre ud.
Selv om det faktisk lykkedes at få spundet en slutning, der plus, minus et par plothuller, hænger nogenlunde sammen, så er The Number 23 noget forbandet rod, der det meste af vejen ganske enkelt ikke har andet end sin egen fascination af tallet 23 at byde på.
