Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
“Honey, your doorman is comfortable. You´re rich.”, siger den ansvarsfulde storesøster pointerende til sin brødbetyngede lillesøster Emilia (Natalie Portman), da denne, en anelse modløst, forsøger at bortforklare sin stedsøns opskrivning i New Yorks samtlige prestigefyldte privatskoler. Williams (Charlie Tahan) ambitiøse mor, Carolyne (Lisa Kudrow) er opsat på at få sønnens uddannelse indlogeret hos de elitære og slæber den generte søn igennem alskens prøverunder. Meget imod Emilias mere letsindige planer for stedsønnens menneskelige udvikling. De to kvinder vil egentlig det samme, men deres midler skiller sig så meget ad, at et virkningsfuldt kompromis synes mere umuligt end flere bøger i Harry Potter-sagaen.
Det er mere end blot moderlige bekymringer, der vanskeliggør disse to kvinders forhold til hinanden. Emilia har nemlig gaflet Carolynes eksmand Jack (Scott Cohen), efterladende Carolyne som en overhysterisk, overbeskyttende og overprætentiøs, forsmået kvinde. Filmens hovedperson er dog den skrøbelige Emilia, der, lykkeligt gift, forsøger at finde sin rolle i en brudt familie, hvor den emsige ekskone bestandigt lurer i baggrunden, og stedsønnen skifter fra dybt besværlig til tårevædende sårbar.
Situationen bliver yderligere forværret af, at Emilia lige har mistet sin og Jacks fire dage gamle datter, Isabel. Den postnatale smerte, hun gennemlever i det stille, har hyllet den sarte kvinde ind i et frossent skjold, der truer med at knække, når det skal være …
Danielle Steel i moderniseret form
Smukke, rige og sådan lidt fucked up på hver sin måde. Jo, det lyder som en morsom kombi mellem slibrige sæbeoperaer og saftige Danielle Steel-filmatiseringer. Og på sin vis er The Other Woman begge dele. Hele det dramatiske oplæg oser af Steel-agtige narrativer, der til tider er helt i fare for at blive kvalt i deres egen opstylthed og fortællekonfetti. Vi tæller både den forladte, afviste ekskone, den attraktive, sødmefulde nye kone, den stoiske, maskuline man in the middle, den vanskelige, nørdede søn, de karikerede venner, de semi-kontroversielle forældreforhold og videre i den dur.
Men intet af det bliver for alvor farligt, for alvor living on the edge, for alvor intenst. Som i en typisk Steel-film regner problemerne ned over de involverede, men de når alle lige at slå paraplyen ud i sidste øjeblik, stifte fred og fortsætte sådan lidt singing in the rain-agtigt.
At denne film alligevel hæver sig over den fortærskede Steel-model skyldes et næsten konstant tilstedeværende, bevægende nærvær, der kendetegner stort set hver en scene, så den hverken fremstår skingrende falsk eller lurvende letkøbt. Man bliver faktisk helt rørt i enkelte scener, sådan rigtigt rørt med duggede briller og kleenex-vinduesviskere, men også med lettere hjertekramper af den tårepersende slags. Det er meget muligt, at østrogen-seere vil mærke disse effekter tydeligere end testosteron-seerne, så hermed er man blevet advaret.
Skuespillet er dejligt tilbagelænet over hele linjen, troværdigt og nærværende, så man får lyst til at følge med i disse menneskers liv, føle for og med dem. Portman er som altid blændende, men det er den unge skuespiller, Charlie Tahan, der virkelig fortjener ordentlige klapsalver. Damn, en charmerende ung knægt med et helt arsenal af vid og pondus. Jeg spår ham en stor, stor skuespillerfremtid.
Det er også i de snart sjove, snart spydige, snart gribende, men altid stærke scener mellem William og Emilia, at filmen virkelig springer ud i flor, markerer sin egen profil og lokker dig til at fæstne blikket og opmærksomheden mod dens nu og da overdramatiserede univers.
Som et ekstra plus er soundtracket helt vidunderligt sammensat, dvælende og indsmigrende det ene øjeblik, gennemtrængende og opmærksomhedsstjælende det andet.
The Other Woman kan måske ses som en afstressende hvilepude for Portman efter hendes pragtpræstation som den overstressede primaballerina. Med et dejligt optimistisk lys skinnende på den anden side af sovepuden ...
