Skriv en kommentar
Mød Rona. En ukontrolleret størrelse, der drikker alkohol, som vi andre trækker vejret. Efter at måtte erkende, at hun har et misbrug, flytter Rona fra Londons pulserende liv til Orkneyøerne, hvor hun er født og opvokset, og hvor hendes forældre stadig bor. Her er fred og ro og ikke en tappehane eller destilleri på hver et gadehjørne, og Rona har nu en reel mulighed for at komme sine drukvaner til livs.
At være alkoholiker er dog ingen dans på roser. Slet ikke, hvis man prøver at komme det til livs. Sprutten dulmer stress, bekymringer og nervesystemet. Den er din ven, når skænderier med familien opstår, eller når kæreste skrider. Langsomt begynder Rona at forstå dens væsen. Som et poetisk digt viser “The Outrun” skildringen om en misbruger med tilhørende symbolske billeder fra det skønne Britannien. I Ronas indre fortælles tankerne om det primitive og let afledelige menneske kontra eksempelvis dyrelivets virke.
“I can not be happy sober”, lyder det fra Rona i perioden, hvor hun ellers står ved en skillevej. Hun har tilvalgt en stilfærdig tilværelse som fuglekigger og færdes blandt fiskere og naturorganisationsmedlemmer. Hun keder sig egentlig ikke, selvom hun er langt væk fra den engelske hovedstad, men vejen til et alkoholfrit liv er lang. Vi er således med hende på hele rejsen. Det er svært at påstå, at The Outrun har memorable højdepunkter eller klimaks, men Ronas vej er derimod realistisk og smukt fortalt i et miljø, vi ikke ser på film så tit. Jeg vil kalde “The Outrun” 2025s hidtil bedste bud på de flotteste naturbilleder som virkemiddel.
Midt i det hele står Saoirse Ronan (nomineret til en Oscar hele fire gange), der indfanger det dilemma, som Rona står i. The Outrun er ved hendes hjælp blevet til en fin oplevelse, der dog ikke fik så lang en levetid i de danske biografer, men helt klart fortjener at blive set, nu hvor den er tilgængelig til hjemmebrug. Den tyske instruktør Nora Fingscheidt må gerne fortsætte med at lave engelsksprogede film for min skyld.
