Skriv en kommentar
The Piano er et stærkt trekantsdrama om lidenskab, magt og svigt, hvor handlingen er henlagt til New Zealand i 1800-tallet. Den stumme Ada, ankommer til New Zealand fra Skotland er efter sin mands død blevet bortgiftet til nybyggeren Alisdair. Hun ankommer til sit nye hjemland, sammen med sin datter og sit elskede piano hendes stærkeste udtryksmiddel. Men Alisdair anser det som et for stort projekt at skulle fragte pianoet hjem fra stranden, og tvinger Ada til at efterlade det. Naboen Baines laver en byttehandel med Alistair, han får pianoet og Alistair får en del af Baines's jord. Ada får da adgang til sit savnede instrument idet Baines ønsker at få pianotimer. Deres møder udvikler sig efterhånden til en erotisk kærlighedsaffære, som får uventede følger.
Dette er en sand film for sanserne …
Billederne er som blød nougat for øjnene, de er voldsomme, smukke, erotiske, intense og sætter sig så godt fat på nethinden, at du husker dem længe efter at du er færdig med at se filmen.
Musikken er ren kræs for øregangene, der godt nok ikke får dig til at stampe med på rytmen, som på nogle af nutidens rock soundtracks, men mere til lukke øjnene og svømme væk en kort stund, og blive et med filmens personer og danne dig dine egne billeder af det som man ikke ser men føler.
Kombinationen af billederne og musikken gør man næsten kan smage havluften og -vandet og ikke mindst dufte omgivelserne hvori handlingen udspiller sig.
Det er også en film kan føle på mange planer. Fra den kolde storm i ansigtet ved landgangen i New Zealand til varmen fra kroppene i de erotiske scener mellem Ada og Baines, tilbage i de kolde følelser af magt og svigt i Adas ægteskab med Alisdair tilbage igen i det varme med kærligheden til sit Piano og datteren Flora, lidenskaben i forholdet til Baines, for bare at nævne et par af dem.
Skuespillet er helt i top …
Holly Hunter, som man før denne film mest forbandt med en lille, rapkæftet og stærk kvinde i diverse B-film spiller her helt forrygende som den stumme og indelukkede Ada, som dog under denne overflade skjuler både skønhed og passion. Denne rolle faldt ikke kun i publikums smag, men også anmelderne og andre smagsdommere svarede igen med en masser af priser for denne præstation. Hendes karriere fik derfor et fortjent spring ind i superligaen og er i dag altid en habil præstation uanset om, det er som stemme til en underholdende figur i tegnefilmen The Incredibles/De Utrolige eller mere alvorlig rolle som bekymret mor til en meget fremmelig teenagerpige, i den mere alvorlige ungdomsfilm Thirteen, så klare hun den med bravur.
Sam Neil var på det tidspunkt mest kendt fra diverse tv-serier (fx Kane & Abel og Mesterspionen Sidney Reilly/Reilly: Ace of Spies) og tv-film (Ivanhoe) og flere små biroller i store amerikanske produktioner (fx The Hunt for Red October/Jagten på Røde Oktober) og enkelte hovedroller i specielt Australske film (Dead Calm/Døden Ombord og A Cry in the Dark/Et Skrig i Mørket). Samme år han lavede The Piano indspillede han også Jurassic Park. Kombinationen af succesen med disse 2 film gjorde, at han fik masser af gode tilbud og ligesom Holly Hunter har høstet megen ros for sit skuespil, hvor end i verden han måtte filme, da han gerne rejser hvis en spændende rolle byder sig. I The Piano spiller han ægtemanden, som bare har brug for en kone for det hører sig til i position han har. Selv om rollen ikke er den bærende hovedrolle, er hans spil godt nok til, at vi på en stærk måde føler hans svigt overfor Ada, men også han indeholder en masse der er gemt væk en kold facade og kynisk måde at være på, som da han bevidst efterlader Adas piano på stranden..
Harvey Keitel må nok siges, at være den bedst etablerede skuespiller da filmen blev lavet. Han havde ikke lavet så meget tv, men masser af spille film og var et stort navn i Hollywood, bl.a. på grund af hans præstationer i Martin Scorseses film Mean Streets og Taxi Driver, men også hans arbejde i små indrependant produktioner og var blandt de første skuespillere som vikelig gik ind og støttede adskillige debuterende instruktører som fx Ridley Scott, Paul Schrader, James Toback og Quentin Tarantino, så også de kunne få deres karriere til blomstre. Denne roller er perfekt til ham og han spille så godt og overbevisende at man ikke ved om man skal elske eller hade ham. Jane Campion og Harvey Keitel arbejdede igen sammen nogen år senere på hendes film Holy Smoke.
Sidst, men ikke mindst, må vi ikke glemme Anna Paquin i rollen som datteren Flora. Hun har også fået et spark i den rigtige retning og bland andet medvirket i bl.a. Amistad, X-men filmene og Almost Famous, men dog har endnu ikke haft et rigtig gennembrud, men det skal nok set i lyset af hendes unge alder. Hendes spil i filme er fremragende, for hun spiller både den lille pige, men også den kloge og modne pige, som er bindeled mellem Ada og meget af omverdenen, der meget hurtigt finder ud af hvad det hele går på. Det er der også andre, der vil give mig ret i, så denne høstede også hun også flere priser på. God gået af en den den gang 11 årige Anna Paquin.
Filmen er lavet af den canadiske instruktør Jane Campion, som sidste år gav os den noget specielle kunstneriske thriller In The Cut, men de fleste kender hende nok mest fra film som Portræt af en Kvinde/Portrait of A Woman og En Engel Ved Mit Bord/An Angel at My Tabel, som også netop er genudsendt af Criterion Film som bør nævnes for det er meget overset film herhjemme. Hun er en instruktør, som tør vise meget eksplicit den kvindelige psyke og seksualitet uden, at det kammer over og bliver vammelt. Hendes film er altid fyldt med spændende billeder og stemninger, så man tydeligt se og mærke at hun har en universitetsgrad i malerkunst. Hendes film handler tit om kvinder, som mere eller mindre ufrivilligt lader sig fange i følelsesspil styret af stærke, kolde og kyniske mænd. Hendes film har dog på det seneste desværre været lidt mere typiske Hollywood-produktioner, og alt ens efter temperament enten bedst beskrives som art-film med bred appel eller prætentiøs mainstream. Jeg vil blot sige at enten fanges man af hendes stil og universer eller så ser man dem i stedet for at tage en sovepille, men prøv selv at se hendes film og døm selv og Portræt af en Kvinde eller The Piano vil være et godt sted at starte.
Michael Nyman som står bag den fremragende musik er bedst kendt for sit samarbejde med den engelske maleriske instruktør Peter Greenaway, men er desuden en meget aktiv på andre områder end lige filmmusik. Han har nemlig skrevet flere operaer, ballet og kammer musik og store stykker for orkester. Han har studeret musik i både teori og praksis og har sit eget band, så man kan godt forstå at valget faldt på ham til at lave scoret til denne film.
Ekstra materiale
Når man nu lægger op til at være et nyt kvalitets mærke, er det meget skuffende, der ikke er blevet plads til hverken interviews, baggrunds information eller noget som helst om filmen om dens tilblivelse eller medvirkende.
0 stjerner ud 6
Video
Filmen er filmet i lilla og grønne nuancer i New Zealands barske og utæmmede natur og er helt fantastisk at man får lyst til at hænge tv’et op på væggen og fik fortjent også priser verden over. Billedet præsenteres i Anamorphic Widescreen 1.85:1 og er meget flot og yder bestemt retfærdighed til de alle de stemninger som Ada går i gennem. Selv de mørkeste scener står med pæne rene farver og god kontrast, men der er dog stadig en bid vej til decideret reference kvalitet.
4 stjerner ud 6
Lyden
Musikken, som skrevet af Michael Nyman, og lydside er en meget vigtig del af denne film så her sidder du måske og venter på et nyt og sprødt DTS spor, men det får du ikke. Du får kun det originale Dolby Digital 2.0 spor. Det er godt, råt, meget stemningsfyldt og med til at skabe den helt utrolige stemning i filmen, fra det brusende hav til de smukke stille scener med Ada og hendes musik.
4 stjerner ud 6
Menu og Tekster
Menuerne på disken er simple og meget skrabede dog med stemningsfyldte billeder fra filmen.
Der er mulighed for at fravælge eller få tekster på Dansk og Norsk.
2 stjerner ud 6
Konklusion
Det er dejligt at se et selskab hive fat i bagkataloget og genudsender nogle af de mange film man har sukket efter i lang tid enten i biografen eller bare en udgave med dansk tekst. Indpakningen er lækker og den tekniske kvalitet er okay, nu skal vi bare have noget godt ekstra materiale.
Med hensyn til selve filmen var det et glædeligt gensyn med The Piano og jeg blev fanget med det samme igen af denne fantastiske film. Se den ! – Køb den ! Hvad end du gør må du ikke snyde dig selv for den.
