Skriv en kommentar
Verdens mest sjældne klenodier og værdifulde kunstgenstande bliver stjålet fra museer rundt om i verden, heriblandt diamanten Den Lyserøde Panter. Denne katastrofe får regeringen til at tilkalde chefinspektør Dreyfus (John Cleese), der får til opgave at finde den bedste mand til at opklare sagen. Valget falder på politiinspektør Clouseau (Steve Martin), som tidligere (i Pink Panther 1) opklarede sagen om den forsvundne lyserøde diamant. Clauseau bliver del af et internationalt super team, der sammen skal fælde The Tornado. De andre medlemmer udgøres af italieneren Vicenzo (Andy Garcia), englænderen Pepperidge (Alfred Molina), japaneren Kenji (Yuki Matsuzaki), inderen Sonia (Aishwarya rai Bachman) og amerikaneren Mrs. Berenger (Lily Tomlin). De har hver især deres individuelle opfattelse af, hvordan en forbrydelse skal opklares, men den ene gang efter den anden viser Claouseaus uheldige adfærd og klodsede fremgangsmetoder at forpurre efterforskningen.
Pink Panther 2 fik hurtigt mine tanker hen på en 1910s slapstick komedie med Charles Chaplin i hovedrollen, og Steve Martins karikerede skuespil og lille sorte overskæg bekræftede yderligere denne sammenligning. Steve Martin er mindst lige så klodset som Chaplin og besidder lige så mange tossede gangarter, men forskellen mellem disse to typer film er dog, at der efter Chaplins er kommet lyd på film. Taget det i betragtning finder jeg det ganske rimeligt, at man ikke kun bliver underholdt at Steve Martins mimik, men ligeledes nogen sjove vittigheder. De falder dog til jorden, er forudsigelige og hørt før. Lad mig statuere et eksempel. Chefinspektør Dreyfus beder inspektør Clouseau om at flyve til Rom, hvortil Clouseau svarer, at han ikke kan flyve. Dreyfus må herefter understrege, at han mente med et fly.
John Cleese har omtalt karakteren Clouseau som værende en ”pronoide”, det modsatte af paranoide.” De lider af en fejlagtig tro, at alle holder af dem og støtter dem til trods for, at intet kunne være fjernere fra sandheden. Clouseau har ingen anelse om, at folk i hans nærhed ikke kan fordrage ham.” Da jeg læste denne beskrivelse kunne jeg ikke lade være med, at smile for mig selv. Det gengiver nemlig præcist mine følelser, ikke for Clouseau, men for selve filmen. Hvis man går hen og laver en så kikset toer, må man være i besiddelse af en indbildsk tro på, at man er sjov og laver en underholdende film.
Jeg var udemærket underholdt den første halve time og fandt Steve Martin komisk, men derefter fik jeg ærligt talt nok, og begyndte at nyde de smukke optagelser af Paris og Rom.
