Skriv en kommentar
Det er et interessant tankeeksperiment. Kan der komme en god historie ud af normale menneskers hverdag? Det er en tanke, som de fleste af os nok har tænkt, men hvis man virkelig gik og håbede, at Postman’s White Night skulle demonstrere, hvor fantastisk spændende normale mennesker er, ja så må man blive fælt skuffet.
I Postman’s White Night følger vi en postmand i en fjern russisk landsby. Det er ikke den mest eksotiske landsby, men heller ikke den mest uvirkelige – den ligger lige i midten mellem at være afskåret fra virkeligheden og at være en moderne landsby. Befolkningen, der hovedsagelig består af ældre mennesker, lever i faldefærdige huse omringet af vand, men lever ellers en meget behagelig tilværelse, med elektricitet og satelit-tv.
Ikke noget stort drama
Der sker ikke det rigtig store i filmen, og det største drama er, da postmandens motor til hans båd bliver stjålet, men tættere på en klassisk narrativ fortælling kommer vi ikke. Det er sådan en film, hvor de lange pauser og landskabsbilleder skal tvinge os seere til at skabe vores egen historie og fortolke den skjulte poesi i disse ”virkelige” menneskers liv. Det store problem er dog, at det aldrig bliver særligt fængende. Fordi historien er så kuldret og hovedløs, skaber det ikke nok fremdrift i historien til at holde en interesseret, men ud over de åbenlyse modsigelser mellem landsbyen og dens højteknologiske nabo i form af en rumstation, og lidt magisk realisme, så skabes der heller aldrig en klar poesi.
Postman’s White Night er et forsøg på at vise, hvor interessante virkelige mennesker er. Filmen starter med at understrege, at alt er virkeligt, men hvis alt blot er en gengivelse af forvirrende mennesker hverdag, hvorfor ham så ikke bare gjort det til en dokumentar? Der er flere steder i filmen, hvor man kunne have skabt en visuelpoesi, eller sagt noget dybere ved at bryde med virkeligheden, men instruktøren har tydeligvis ikke ønsket dette, og derfor står vi tilbage med en filmen, der lige så godt kunne have været en dokumentar.
