Skriv en kommentar
Ved filmens start hersker der fred og harmoni – under den aldrende og navnløse President – i et lige så navnløst land - der bliver spillet af den georgiske skuespiller Miah Gomiashvilli. Storslået uniform og alt for meget sildesalat. Måske bliver hans autoritet – om end en falmet og krakeleret én af slagsen – skåret FOR tydeligt og grovkornet ud i pap. Eller er det snarere et kun alt for passende billede på en diktators trang til at puste sig og sin magt op til en storhed, der alt andet lige er grundløs.
Hans barnebarn sidder en aften hos President og ser ud over de mange lys i natten. Drengen ved, at hans bedstefar har stor magt, så han ønsker sig, at alt lyset i byen bliver slukket. En enkelt opringning og det er klaret. Endnu en opringning og lyset er tændt. Drengen får lov at overtage telefonen for selv at slukke og tænde. Lyset bliver imidlertid ikke tændt igen. I stedet ses spredte lysglimt og der høres skud og eksplosioner. Et oprør mod diktatoren ulmer tydeligt.
President samler sin kone, to døtre og drager mod lufthavnen, officielt for at tage på officielt besøg i et andet land. Undervejs ses optøjer og brændende billeder af President, der tydeligt erkender, at hvis han vil redde sit liv, må han flygte. Det er straks billeder af for eksempel Rumæniens Nicolae Ceaușescu, Iraks Saddam Hussein, Libyens Muammar Gaddafi, der trænger sig på. Diktatorer, som er faldet brat og voldsomt. Desuden er det nærliggende at se DDRs Erich Honecker, Bulgariens Todor Zhivkov spejlet i filmens autokrati, der tydeligt står for fald – eller det Iran, som filmens instruktør forlod i 2005 efter valget af Mahmoud Ahmadinejad til præsident.
Under flugten oplever President både den betingelsesløse hengivenhed og loyalitet, som nogle af hans undersåtter har følt og det indædte had, som det nye styre bygger på. Spørgsmålet er, om det fører til refleksion eller om det blot er overlevelsestrang. President slutter sig til løsladte fanger, der søger tilbage til deres hjem og familie. Den ene af fangerne fortæller, at han stod bag det bombeanslag, der dræbte forældrene til Presidents barnebarn. Den samme fange kæmper sig på ødelagte fødder og må til sidst slæbe sig liggende op til hoveddøren på sit hjem, blot for at finde konen i færd med at passe et nyfødt barn – selv om hendes mand har været væk i årevis.
Billederne og følelserne i ”The President” fremstilles både med stærke og nærmest parodiske virkemidler. Under flugten bliver drengen for den ene voldsomme oplevelse efter den anden, men han tager tilsyneladende situationerne med en vis distance. Som repræsenterer han den ungdommens kraft og ”renhed”, som fremtiden skal bygges – hvis det ellers lykkes at dreje fremtidsudsigterne væk fra den magtmidlernes inerti, som de nye magthavere i filmens navnløse land synes fanget i.
En fornem allegori over diktaturets og magtens skrøbelighed - og over udfordringerne for de kræfter, der har afsat ham, for ikke blot at fortsætte magtmisbrug og undertrykkelse. En film med masser af stof til eftertanke for fredelige danskere, der ser til med undren og forfærdelse, når diktaturer opstår, for en stund holder sig ved magten og ofte med tiden går til grunde.
”The President” fortjener i dén grad at blive set – og tænkt over. I første omgang har filmen fundet vej til lærredet i Cinemateket, men man må håbe at den må finde vej til andre biografer – eller måske til en TV-skærm i en ikke alt for natlig sendetid.
