Skriv en kommentar
Med flyvende knæ og sejlende albuer smadrede den thailandske instruktør Prachya Pinkaew og hans hæsblæsende stjerne, Tony Jaa, i 2003 alles fordomme om den dvælende, asiatiske kampsportsfilm. Netop da det kunne virke som om at Hong Kong og Japan var gået i selvsving og ikke havde meget tilbage at byde på, brasede Thailandsk film ind på et marked de kun overfladisk havde berørt tidligere. Filmen, ”Ong Bak”, blev en international sensation der satte nye standarder for kampsportsfilm, placerede Thailand solidt på actionfilmens verdenskort og gjorde en verdensstjerne af sin hovedrolleindehaver.
Forventningerne var selvsagt tårnhøje da duoen to år efter udgav ”The Protector”, en film der i øvrigt også går under de mere udbredte titler ”Tom Yum Goong” og ”Warrior King”. Desværre levede filmen ikke helt op til hypen og det er måske derfor der er gået så lang tid før den har ramt vore breddegrader. Men her er den altså i sin meget lange, meget uklippede, thailandske originalversion. For mens eksempelvis USA måtte se filmen klippet med tyve minutter og tilsat et nyt soundtrack, så får vi her den oprindelige 105 minutter lange udgave. Normalt er det en rigtig god ting, men lige i tilfældet her er jeg faktisk ikke så sikker.
Ligesom sin forgænger er ”The Protector” nemlig rent objektivt en rædsom film. Dramatisk er den fragmenteret og fuldstændig usammenhængende, med alt for mange karakterer, alt for meget historie med en alt for lille brøkdel der rent faktisk giver mening. Soundtracket er forfærdeligt og keyboardklimperiet virker tilfældigt klistret ned over scener ude af takt med den i forvejen fejlslagne dramatiske kurve. Men så er der actionscenerne. Åh ja, der er actionscenerne. Ingen, absolut ingen i verden i dag er på højde med Tony Jaa og hans hold af stuntmænd. Det thailandske filmhold har taget umiddelbare svagheder fattigdom og mangel på organiserede fagforeninger, og vendt det til en styrke der viser sig i folks villighed til at gennemføre stunts der aldrig ville blive accepteret i mere etablerede filmnationer. Når folk slår sig i en thailandsk actionfilm, så slår de sig. Og selvom det er tydeligere end i ”Ong Bak” at kampene er koreograferede, så er der stadig plads til slowmotion sekvenser hvor folk meget tydeligt bliver ramt…hårdt.
Læg dertil Tony Jaas uovertrufne atletiske egenskaber, masser af fantasifuldt koreograferede og meget lange actionsekvenser og stjernens villighed til at udføre alting selv uden brug af wirer, computereffekter og den slags moderne krims-krams. Det er actionfilm som den blev lavet i Hong Kongs guldalder, det her, men med endnu mindre sammenhæng og dramatisk tæft.
Instruktør Pinkaew demonstrerer endnu engang at han ingen sans har for den samlende historie og det betyder at når næverne ikke flyver, så er ”The Protector” en overordentlig pinlig affære. Særligt i starten, hvor der er langt imellem de voldsomme optrin, er det slemt. Men efterhånden som hvor helt kommer til storbyen og dialog bliver vekslet med død og ballade, så vågner bjørnen Jaa fra sin hule. Hen mod slutningen udvikler ”The Protector” sig til en lige så imponerende film som ”Ong Bak” om end en tand mindre rå i det. En stribe mindeværdige actionscener bliver det dog til, med opfindsomheder som Muay Thai vs. Capoeira, en over fire minutter lang one-take actionsscene og en imponerende knogle-brækkende scene som absolutte højdepunkter.
Jeg vil altid applaudere et distributionsselskab for at udgive filmen i så oprindelig en udgave som muligt, men alting taget i betragtning, så kan jeg sagtens forestille mig at ”The Protector” ville tage sig meget bedre ud med et mere passende soundtrack og med minimum tyve minutters dialogscener klippet ud. Men her får du altså den rå for usødede, ganske komplette version, komplet med transvestit skurk, masser af romantisk elefant melodrama og en komplet overflødig sidehistorie om en thailandsk prostitueret i Sydney. Men de actionscener…se den, for hulen, se den!
