Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Lad os bare slå det fast, selvom det ser sagt mange gange før; omsætning af tegneserier til det store lærred er populært.
Spiderman, X-men, Hulk, Hellboy og Blade er bare få eksempler – så hvorfor ikke koge lidt mere suppe på det og grave atter en af Marvels helte frem og tjene et par basseører på det? The Punisher – eller Strafferen, som han hed på dansk, da han første gang gæsteoptrådte i et ”Edderkoppen”-hæfte (ja, det hed Spiderman altså dengang), er nok ikke kendt af det brede publikum, men når nu de bedste allerede er taget, så må man jo nøjes med det – ja, næstbedste.
The Punisher er en atypisk helt i mere end forstand. For det første har han ikke nogle specielle evner – som f.eks. at flyve eller andet – han er bare et ganske almindeligt menneske iført en T-shirt med et dødningehoved- og lidt mere heftigt bevæbnet end gennemsnittet. Desuden er han mere en anti-helt, for han er indbegrebet af en selvtægtsmand, og han gør kun det beskidte arbejde for sin egen skyld- ikke for at redde verden.
FBI-agenten Frank Castle er på sin sidste opgave, før han skal til at hellige sig sin familie (har man set det før?). Jobbet går godt, men undervejs dræber Castle mafia-bossen Howard Saints søn. Og Howard er langt fra nogen Saint, så han kaster alt ind på at få hævnet sin søn. Det går ud over hele Frank Castles familie, der udslettes under hvad der ellers skulle have været en hyggelig genforening på Puerto Rico. Kun Frank Castle overlever massakren, og han genopstår som The Punisher. Og så kan det ellers være, at det er Howard Saint, der skal passe på sin familie og anden omgangskreds, for The Punisher sparer ikke på hverken krudtet eller øretæverne, og helmer ikke før alle er slået ihjel.
Om det lykkes for The Punisher at sejre i den sidste ende skal ikke afsløres her, men et lille hint kan være, at slutningen er lige så uopfindsom som resten af historien. Hævnmotiv og selvtægt kunne godt være interessante problemstillinger, men her er de kun undskyldninger for at få flettet en masse vold ind – og der er masser af det. The Punisher i skikkelse af Thomas Jane er ikke nogen stor oplevelse. Han virker ikke synderligt skræmmende, og har så en irriterende lighed med Christopher Lambert i ”Highlander”. Det kan han ikke gøre for, men man sidder hele tiden og venter på, at han skal hugge hovedet af en og derefter udbryde ”There can be only one!”. Howard Saint spilles af John Travolta, og det er vist ingen hemmelighed, at han toppede sit comeback i ”Pulp Fiction”, og derefter er gået ned af bakke i sine rollevalg. Nedturen kulminerer her, for magen til ufrivillig komisk, uengageret og ufarlig skurk skal man lede længe efter.
Med et uopfindsomt plot, et par halvtamme skuespilspræstationer og en knapt så spændende superhelt, kan man så spørge sig selv om, hvad The Punisher egentligt har at tilbyde. Tja, først og fremmest er der et fint tempo, selvhøjtideligheden er til at tage og føle på, og så findes der et par ganske muntre biroller – ikke mindst The Punishers bofæller er ret underholdende. Så set i det lys, kan actionfans sagtens sætte sig og nyde, når The Punisher uddeler tæv og plaffer i øst og vest, bare de ikke forventer fornyelse eller anden positiv overraskelse. Og så er The Punisher faktisk en interessant figur, det omsættes bare ikke i filmen, men potentialet er der. Og det kan man godt fornemme, så derfor skal en 2´er være velkommen, især når man tænker på, hvor meget længere man kom med både Spiderman II og X-men II.
Afslutningsvis hører det med til historien om ”The Punisher”, at den tidligere er filmatiseret med Dolph Lundgren i hovedrollen, og efter sigende skulle denne udgave overgå den nyere – og uden at være for forudindtaget, så siger det vist meget om niveauet i ”The Punisher” anno 2004.
Ekstramateriale:
Kommentarspor med instruktøren, Jonathan Hensleigh
2 slettede scener
Featurette: Keeping it real – Punisher Stunts
War Journal – On the set of The Punisher
Musikvideo: Drowning Pool – Step Up
Om ekstramaterialet kan man sige, at det er ret fyldigt – men at kvantitet som bekendt ikke altid er lig med kvalitet.
Udvælgelsen af de slettede scener virker ret umotiverede, og som det desværre tit ses på DVD-udgivelser, så minder det meget om fyld.
Hvis man er til stunts, så kan man muntre sig lidt med at se på, hvordan de er lavet i The Punisher, men både lyd og billede er dårligt, og gennemgangen er noget ustruktureret. Thomas Jane udfører mange af sine stunts selv, og det er da imponerende, men om det bliver en bedre film af det, er for undertegnede mere tvivlsomt.
Mest vedkommende er vel gennemgangen af hvordan filmen er lavet, og her er det meget sigende, at instruktøren indledningsvis fortæller, at man havde 50 dage til at skyde filmen i, hvor en gennemsnitlig film tager 100. Det er selvfølgelig økonomisk betinget – men det forklarer unægteligt en del. Og så kan man ellers følge hvordan filmen laves, hvilke tanker der er gjort – alt sammen meget traditionelt.
Som afslutning er der en musikvideo, og musik er jo smag og behag, men jeg løber så bare ikke ud og køber Drowning Pools nyeste CD, hvis en sådan findes.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Universal Pictures.
