Skriv en kommentar
På dette års Buster børnefilmsfestival modtog ”The Return” prisen som bedste film. Det kan på en gang siges at være yderst velfortjent og meget mærkværdigt. Fortjent fordi filmen er en fantastisk film (i mine øjne var det festivalens bedste), mærkværdigt fordi filmen så absolut ikke er for et ungt publikum (censuren anbefaler den for 15 år og opefter!!!).
Filmen udspiller sig over en uge, hvor de to unge teenagebrødre Ivan (Ivan Dobronravov) og Andrei (Vladimir Garin) tages med på (overlevelses)tur af deres patriarkalske fader (Konstantin Lavronenko), som pludselig er dukket op i deres liv efter 12 års fravær. Turen udvikler sig til en klaustrofobisk kamp mellem de tre og deres indre dæmoner. Drengene vil på hver deres måde finde ind til sig selv og ind til faren, men hvad vil han i grunden, vil han være fader for dem, eller har han en helt anden mere egoistisk mission med at tage kontakten op igen?
Filmen kredser på den måde om forholdet mellem to usikre brødre, der har hver deres måde at forholde sig til fraværet af faderen og ikke mindst mødet med ham.
Tilbagekomsten af faderen kalder på svar, men de er svære at finde. De to drenges barske hverdag skildres i starten af filmen, som en kamp for at finde en maskulinitet og et selvværd i et liv præget af angst, fravær og tomme betonbygninger. Et liv med en mor (Natalya Vdovina) som alene må opdrage de to drenge.
Ganske sigende starter og slutter filmen med nogle på en gang klaustrofobiske og fascinerende undervandsbilleder, der understreger, at der er tale om en film, der afsøger sjælens indre områder.
Som seer suges man ind i en poetisk stemning, der fastholder grebet i én. Drengenes hverdag i det tomme betonmiljø står i kontrast til turen gennem det regnfulde russiske landskab.
Omgivelserne fungerer som et metaforisk billede på drengenes situation. Den sandhedssøgende lillebror, Ivan lider af højdeskræk. I en af filmens tidlige scener springer hans kammerater i vandet fra et højt tårn, mens Ivan går i baglås på tårnets top. For Ivan er turens formål at komme til tåls med sig selv, han fisker derfor bestandigt i såvel konkret som i indre forstand. Ivans fader giver få svar, og derfor må Ivan kæmpe kampen i sit sjælelige farvand. Andrey lader sig mere flyde med strømmen. I den tidlige tårnscene springer han for at vise sig som en mand, han har sympati for Ivan men er også flov over, at Ivan ikke gør som de andre drenge. Andrey er god til at tilpasse sig og derfor tager han hurtigere faren til sig som rollemodel og formynder, men det bringer ham også ud i en konflikt med Ivan, der i længden fremstår langt mere modig end Andrey.
Et af kendetegnene for roadmoviegenren er, at den fysiske bevægelse spejler den indre rejse efter svar og frihed. Genrens amerikanske forlæg er ofte stereotype fortællinger om at finde frihed, mens en film som den mexicanske ”Og din mor” (Cuaron, 2002) mere fokuserede på sex og et ungdomsvenskabs konflikter. Denne russiske variation er en dybdeborende billedpoetisk film, der har ligheder med genren, men alligevel er den umulig at tvinge helt ind i genrestalden, dertil er den for speciel.
I ”The Return” afsøger kameraet landskabet og omgivelserne for deres små detaljer, men landskabet giver ingen lette svar, snarere giver det stemninger af de små græsstrå, der dirrer i vinden. På den måde hensættes man som seer i en paradoksal situation, hvor landskabets metaforiske kraft bliver den prisme, de to brødres indre konflikt skal ses igennem.
Faderens 12 års fravær står i skarp kontrast til den intense uge, hvor han med brutal hånd guider drengene igennem landskabets udfordringer. Men tilbage står drengenes afmagt og lige meget, hvor meget de fisker efter svar, møder de blot en far, der hele tiden er på vej videre.
Det helt igennem sublime skuespil af Ivan Dobronravov (Ivan), Vladimir Garin (Andrey) samt Konstantin Lavronenko (faderen), og det gennemførte cinematografiske sprog hæver filmen op på et niveau, der gør filmen til et mesterværk. Filmen har desværre fået et tragisk efterspil, der på absurd vis bidrager til filmens mystik. Den kun 16 år gamle Vladimir Garin omkom kort efter filmens optagelser i en tragisk drukneulykke, en uhyggelig opfyldelse af filmens mytiske lag!
Filmen har udover Busterprisen vundet et hav af priser, bl.a. Guldløven i Venedig, hvor man ikke tøvede med at sammenligne instruktør Zvyagintsev med Andrej Tarkovskij en af Rusland og verdens helt store filmiske mestre. Russisk filmkunst er så sandelig tilbage i sin ekstremt gennemtænkte og udfordrende form, og hvor er det dog lidelsesfuldt mesterligt.
Filmen skal opleves i enten Grand (København), Øst for Paradis (Århus) eller i CafeBiografen (Odense)
