Skriv en kommentar
Dem der var i live, mens Watergate-skandalen fandt sted, husker sikkert tydeligt, hvad der skete, og dem der kan sin historie, har lært, hvilken betydning hele affæren endte med at få. Vi snakker naturligvis om indbruddet på demokraternes kontor på Watergate-hotellet d. 17. juni 1972. Efterfølgende var der mange journalister, inklusive de kendte Bob Woodward og Carl Bernstein fra The Washington Post, som undersøgte begivenhederne, som sidenhen medførte, at præsidenten på det tidspunkt, Richard Nixon, måtte træde tilbage fra sin post.
Den assisterende direktør for FBI, Mark Felt (Liam Neeson), var en alvidende personlighed, som kastede et kritisk blik på Watergate, fandt ud af og til sidst afslørede Det Hvide Hus’ forbindelse til de personer, som brød ind på kontorerne. Felt fandt frem til vigtige beviser, på trods af adskillige advarsler og pres fra ledelsen hos FBI for at nedlukke efterforskningen. Det var først i 2005, at Felt kom frem i en artikel i Vanity Fair og afslørede sig selv som ”Deep Throat”, den mystiske karakter som gav insider information til pressen, som fik Nixon ud af Det Hvide Hus. I filmen bliver denne historie klippet sammen med arkivoptagelser af bl.a. Walter Cronkite, Dick Cavett og Nixon, som er med til at give en stærk fornemmelse af, hvordan den tidsperiode var og hvad der var på spil.
”The Secret Man” (som den er blevet navngivet på dansk) begynder i april, 1972, og fortsætter kronologisk frem, idet filmen går bag om scenerne for at undersøge den interne politik hos FBI. Mark Felts motivation til at afsløre regeringens uetiske opførsel starter, til en vis grad, ved det faktum, at han bliver forbigået til stillingen som direktør for FBI, da J. Edgar Hoover dør i maj. På trods af at han har arbejdet der i tredive år. Instruktør/manuskriptforfatter Peter Landesman har baseret filmen på to biografier: den af Felt selv (han døde i 2008) og den af Felts sagfører, John D. O’Connor. Det interessante indblik i det politiske system på det tidspunkt blander sig glimrende med det personlige, hvor vi også får hans hustrus, Audrey (Diane Lane), ambitioner med i spil, samt deres søgen efter deres datter, Joan.
I rollen som Felt formår Liam Neeson at gøre det, han er bedst til. Se arrig ud og snakke med en meget dyb amerikansk accent. Jeg siger ikke, at det er dårligt, fordi det passer faktisk meget godt til Felt-karakteren. Han undertrykker sin vrede med sammenbidte kindben og lynende blikke, alt imens han udtrykker professionalisme, som har gjort mere, end han burde, uden at blive belønnet for det. Diane Lane udtrykker da også sin fornærmelse, da hun finder ud af, at hendes mand ikke er blevet FBI-direktør, og siger frustreret, at alle de gange, de har flyttet fra by til by (på grund af hans arbejde), gerne skulle have mundet ud i en kanongod stilling. Men alt har været forgæves. Desværre er hendes rolle som ”hustruen” underskrevet og klichefyldt. I birollerne finder vi Tony Goldwyn, Josh Lucas, Tom Sizemore og Eddie Marsan, som alle giver glimrende præstationer og er med til at løfte filmen til en seværdig oplevelse.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Mis. Label.
