Min første tanke, da jeg hørte at der kom en facebook film, var at det da var et utroligt kedeligt emne at lave en film om. Måske er det fordi jeg ikke bruger facebook nok i hverdagen, men det virkede bare ikke som et særligt filmisk koncept. Nu har det så siden vist sig at den måske handler mere om de mennesker der opfandt facebook, deres tanker bag projektet, og den effekt det har haft på deres liv siden. Alt dette er dog ikke noget der aldrig er set før, så for at filmen kan være spændene afhænger helt af de mennesker der befolker den. Om Mark Zuckerberg, Sean Parker og resten reelt minder om rollerne i filmen i virkeligheden er fuldstændigs ligegyldigt. Som de fremstår på lærredet er de spændene og virkelige at opleve.
Denne oplevelse er resultatet af den alkymi som Aaron Sorkins veldrejede manuskript, David Finchers instruktion, og alle skuespillernes flotte præstationer. Det bedste af det hele er næsten at det alle er unge skuespillere der endnu ikke har haft den store chance for at bevise deres evner.
Til Aaron Sorkins manuskript, og David Finchers instruktion er der ikke meget mere at sige end: Virkeligt godt arbejde. Men dertil kommer sådan noget som Trent Reznors musik til filmen, en sindrig blanding af elektroniske lyde og roligt klaverspil. Musik der er helt unikt, specielt i forhold til den traditionelle musik til en biografisk film. Og så er musikken ikke bare unik, men også god, passende og rigtigt velplaceret.
Af skuespillere bør nævnes Jesse Eisenberg der spiller det socialt akavede geni Mark Zuckerberg fantastisk. En kombination af at tale ufatteligt hurtigt, parret med hans evne til, til tider, at se totalt tabt ud gør at man føler et indblik i hvad der foregår i ham. Også Zuckerbergs bedste ven, Eduardo Saverin, som bliver spillet af den kommende Spiderman, Andrew Garfield er flot spillet, med en kombination af intellekt og ungdommelighed man ikke kan andet end føle passende. Til sidst bør jeg næsten nævne at Justin Timberlakes rolle i filmen ikke var den dårlige overraskelse jeg frygtede da navnet stod på lærredet første gang. Timberlake leverer også en god præstation, og det alene gør næsten filmen værd at fejre i min verden.
I virkeligheden har jeg mest lyst til at bruge denne anmeldelse på at nævne navne og snakke om hvilket fantastisk arbejde de hver især har gjort. Men når alt kommer til alt må det jo være det færdige resultat der skal dømmes, og det er godt, virkeligt godt. Når filmen er overstået har du ikke bare fået et indblik i baggrunden for hver af karakterernes beslutninger, men også en følelse af at du nu er klogere på, hvad det er der gør facebook til den medierevulotion det bliver kaldet.