Skriv en kommentar
Vi befinder os i New Yorks middelklasse. Familien Berkman består af to sønner og et sæt forældre. Forældrene lever som forfattere og især faderen synes selv hans arbejde er til sammenligning med prominente forfattere som Kafka (!). Bernard (Jeff Daniels), som faderen hedder, høster ikke meget frugt af sin litteratur og må se sig nødsaget til at tage et job som underviser. Hans kone, Joan (Laura Linney), har derimod større succes på litteratur-fronten. Dette går Bernard på og deres konflikter indbyrdes bliver større og større. Ballonen springer og parret bliver enige om en skilsmisse.
Deres to børn bliver syndebukke i spillet mellem forældrene og deres adfærd afspejler sig i deres problemer på hjemmefronten. Familien er bestemt ikke et glansbillede.
En ugenkendelig Jeff Daniels spiller rollen som den fortabte far, der ikke kan unde sin kone succes. Sønnen og faderen er nogle ualmindeligt irriterende karakterer og hvad man vil betegne som ”dumme svin”. Den mindste søn er i identitetskrise og har for vane at udforske den voksne verden med uheldige følger. Moderen er ikke god til at styre sit fortumlede kærlighedsliv og Laura Linney’s præstation som fortvivlet mor er rammende. Denne eminente egenskab til at give karaktererne så meget liv at man som publikum er helt aldeles hengivet til lærredet er sublim og ikke én skuespille præstation er til at sætte en finger på.
Billederne skaber en intim og nærværende atmosfære omkring den kriseramte familie.
Humoren i filmen ligger under overfladen og lurer. Den stikker sit ansigt frem en gang imellem og får sit publikum til at trække på lattermusklerne. Selve filmen kravler ind under huden og kravler ikke nødvendigvis ud lige efter rulleteksterne.
Instruktøren Noah Baumbach fik instruktørprisen i Sundance år 2005 og Laura Linney var oscarnomineret for sin indsats.
