Skriv en kommentar
Hvem kender ikke Coen-brødrene? Det legendariske familiære makkerpar, som er kendt for at placere antihelte med tossede navne midt i bizarre og morbide hændelsesforløb, som ofte både involverer humoristiske og blodige scenarier. 15 Oscar-nomineringer, hvor af fire gav sejr. Titler som ”Fargo”, ”No Country For Old Men”, The Big Lebowski”, ”O Brother, Where Art Thou?” og ”True Grit, som i dag er nærmest udødelige klassikere. Seneste skud på stammen var den vittige ”The Ballad Of Buster Scruggs”, som fandt vej til Netflix, hvor man kunne opleve Tim Blake Nelson, Liam Neeson, James Franco, Tom Waits og Brendan Gleeson som de mest fremtrædende. Sidstnævnte finder vi også i den film, som det nu skal handle om. Vi er langt væk fra det vilde vesten og fri fantasi. Og så alligevel ikke, for Shakespeares velkendte Macbeth er som sådan lige til i romanform, men et Coensk touch har det jo alligevel krævet til denne runde. Uført af Joel selv, da Ethan for tiden ikke har lyst til at lave film, men i stedet koncentrerer sine kræfter omkring sceneskuespil. Så her skal vi altså være vidne til en verdenssensation. En Coen-film uden begge brødre.
Vi går i sort/hvid-mode og sproget er også med Thou og Thee, så man skal dælendytme holde tungen lige i munden. Scenariet er dog det velkendte, hvor vi møder krigsgeneral Macbeth i skikkelse af Denzel Washington, som støder på tre hekse. Disse skabninger forudsiger, at der venter Macbeth en fremtidig storhed. Ikke alene vil han opnå adelige titler, men også ende som konge. Der går såmænd ikke ret længe, så tildeles Macbeth titlen som Thane, ganske som heksene forudsagde. Ergo må de jo også have ret i, at kongetronen venter? Stærkt opløftet skriver Macbeth et brev til Lady Macbeth (spillet af Frances McDormand – gift med Joel Coen i øvrigt – og senest Oscar-vinder for Nomadland), som ligeledes drages af en kommende dronningeudnævnelse. Profetien og parrets higen efter magt er stærk, og Lady Macbeth er en afgørende faktor i at overtale sin mand til at begå den ultimative udåd. Skotlands konge skal myrdes, så Macbeth kan få, hvad heksene har ”tildelt” ham.
For at vi kan få et storslået drama, så kan du – hvis du er uvidende – ud fra filmens titel fremsjusse dig til, at tingene ikke just går sådan, som Macbeth havde håbet på. Misforstå endelig ikke tilføjelsen ”Tragedy” i denne Macbeth-skildring. Setup’et er næsten som at være på teatret og Oscar-vinderne Washington og McDormand spiller rollerne med så stor overbevisning, at man kan tage sig selv i bagefter at formulere sig med omvendt ordstilling som det mest naturlige i hele verden. Dejligt modspil får de fra Harry Potter-duo’en Brendan Gleeson (Mad Eye Moody) og Harry Melling (Dudley Dursley), men ellers må man titulere al ære over på Joel Coen. Han har fundet en perfekt balance i dramaet forklædt som teaterspil og storfilm. Med alle de Macbeth-versioner tiden har bragt, så tør jeg ikke kalde The Tragedy Of Macbeth som den bedste, men den er et fuldgodt bud og absolut et friskt take på Shakespeares værk, som i øvrigt overraskende nok (i forhold til filmen) er et af de korteste fra hans hånd.
Filmen her spås gode Oscar-chancer, og det forstår man godt. Dog er form og rammer skraldet ned til så råt et værk som muligt. Hovedessensen er skuespillernes ageren og en særdeles gammeldags dialog, som skal bære som hovedvirkemidlerne. Accepterer man disse forudsætninger, så er den ene Coen-brors produkt en overdådig medspiller i en måned, som ikke plejer at bugne med store filmoplevelser. Jeg er klar med 5 fuldfede stjerner fra min hånd.
