Skriv en kommentar
Komikeren Steve Coogan skal af uvisse årsager på restaurantsafari i den nordengelske tåge, og ser sig nødsaget til at invitere kollegaen Rob Brydon med, da han og den amerikanske kæreste holder pause. Det bliver begyndelsen på et besynderligt road trip.
Coogan og Brydon er kendte britiske komikere, men i Danmark har vi ikke set meget til dem. Jeg kendte dem i hvert fald ikke, og der er formentlig en del metakomik à la ”Klovn”, som er røget over hovedet på mig. Om filmens Coogan og Brydon minder om virkelighedens er derfor heller ikke til at sige, men som karakterer er de både sympatiske og interessante.
Undervejs lulles man ind i en ikke ubetinget ubehagelig følelse af totalt dramaturgisk stilstand. Der er ikke noget særligt klart defineret mål. De skal besøge en række restauranter, men hvorfor de i øvrigt skal det, er der ikke rigtigt nogen, der tager sig af. Forhindringer og andet dramaturgisk råstof er der heller ikke meget af. Jo, på det første hotel ser det først ud til, at de skal dele dobbeltseng, men det går også i orden, og så var det vist heller ikke et større problem
Den egentlige udvikling foregår mellem den lettere misantropiske charmør, Coogan (se, der er et paradoks at tænke over), og den mere afslappede Brydon, der næsten uafbrudt imiterer kendte skuespillere fra Sean Connery til Al Pacino (til stor irritation for Coogan).
Set udefra er de, trods de mest overfladiske forskelligheder, næsten fuldstændig ens – hvilket er vidunderligt at observere, når de begge tydeligt anser hinanden for deres diametrale modsætning. Efter kilometervis af snak begynder det dog at gå op for dem, at forskellighederne måske er til at overse. Tematikken er klassisk for road trip-genren, men udførelsen er sublim i sin næsten hverdagsagtige, kværulerende, gentagende stil.
Filmens humor er underspillet, måske i en sådan grad, at man kan blive skuffet, hvis man ser den kategoriseret som en komedie. Komikken er ikke fysisk, andet end i form af den melankolske, akavede humor, der opstår, når en mand, der har været 41 de sidste tre år, får ondt i ryggen af at bukke sig ned. Den består heller ikke i punchlines eller jokes eller morsomme situationer. Coogan og Brydon taler med hinanden, uafbrudt og ofte improviseret, så man kan mærke, hvordan humoren opstår naturligt af samtalen.
På lange strækninger gennem det grågrønne landskab, i restauranter fuld at gæster, i bjergene, over en smøg; samtalen er filmens og de to hovedpersoners livsnerve. I lange scener udfoldes de mest vanvittige og ligegyldige eller dybt alvorlige og sørgmodige emner. Det bliver aldrig krukket eller kedsommeligt, som de stiliserede samtaler, man ofte ser i den tungere del af den amerikanske indiefilm eller den europæiske film (bare som sådan), selvom emnerne ofte er højtsvævende, og namedroppingen ikke er til at følge med i.
I en brillant scene fabulerer de over, hvorfor soldaterne i de store slag i historiske film altid skal af sted ved daggry og aldrig ved 9.30-tiden. Og sådan fortsætter samtalen, der med de allermest umærkelige ryk og ændringer bringer Brydon og Coogan tættere på hinanden og os tættere på dem.
