Skriv en kommentar
Det er umuligt at anmelde en del af Twilightserien uden samtidig at måtte tage stilling til den som popkulturelt fænomen, som fankultur, måske endda som sindsbillede på en generation. En generation, som bør tages seriøst, hvis den nogensinde skal tage resten af verden seriøst.
Dette kan imidlertid være svært, når man ser, hvad det er for et produkt, der hyldes som en vampyrernes ”Romeo og Julie”, de udødes ”Stormfulde højder”. Og alligevel er der noget, der fanger. Jeg har trofast fulgt filmserien og endog læst bøgerne (på meget få dage) på en sommerferie, men mens mit 24-årige jeg ganske vist har krummet tæer over de tamme replikker og fnist over, hvor demonstrativt de muskuløse, mandlige skuespillere altid ender med trøjen af, har mit 13-årige jeg alligevel grædt og længtes og håbet med Bella Swan.
Men så kom fireren.
Alt, hvad der var dragende ved de første tre film; romantikken, jalousien, vampyrmystikken, er nu afløst af en fad historie om, basalt set, graviditetskomplikationer. Plottet er hurtigt fortalt: Bella og Edward bliver gift, hurra, og tager på bryllupsrejse på en privat ø i Brasilien. Det resulterer i en ret uventet og voldsom graviditet (du godeste, de har sex!), som tærer hårdt på Bella. Og det er det! Så sker der ikke mere. Ja ja, barnet har en vampyrfar og går noget mere til den end et standardfosteret, men som centralt drama er det kedsommeligt og voksenagtigt. Selv i min alder har jeg svært ved at gå særligt meget op i forældreskabets besværligheder og glæder, og jeg begriber ikke, hvordan nogen kunne tro, at teenagepublikummet, som serien jo unægtelig er rettet imod, ville finde det særligt interessant.
Men det kan jeg selvfølgelig ikke dømme om. Die hard-fans tilgiver hvad som helst, men ”Twilight – Breaking Dawn” trækker formentlig velviljen til bristepunktet for mange. Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at filmen kun viser første del af handlingen fra den fjerde bog. Selv de bedste instruktører og manuskriptforfattere kan have svært ved at gøre midten af en roman til klimakset i en film – og når handlingen er så bizar og intetsigende, som i dette tilfælde, må det være noget nær umuligt.
Hvad bliver så anbefalingen? Skal den ses eller ikke ses? Hvis du har set de første tre film med postmoderne ironisk distance, så spring straks i biografen, for det bliver ikke mere vanvittigt. Hvis du derimod har en (mere eller mindre) hemmelig fantasi om en bleg og blodtørstig drømmeprins, er der ikke meget at komme efter.
Fantasyromancen er en genre, der sat i skammekrogen af den mere højpandede litteraturs og filmkunsts bannerførere, men det er en tendens, der formentlig i lige så høj grad skyldes en indædt angst for at virke fladpandet, som det skyldes værkernes kvalitet (jeg vil dog ikke benægte, at der findes en hel del bras imellem). Som fan af den forhadte genre bør man dog også kunne skelne mellem skidt og kanel – ellers tager man det ikke seriøst nok, og så bliver man aldrig taget seriøst. Der er ikke meget krydderi over ”Breaking Dawn”, og hvis det romantiske, ungdommelige, primære publikum ved, hvad der er smart for dem selv, så holder de sig langt, langt væk fra biografen og insisterer i stedet på kvali-romance med masser af sultne blikke og mænd, der smider tøjet, i stedet for det her halvlunkne graviditetsshow.
