Det er næsten smertefuldt at se Alan Parkers klassiske musikfilm fra 1982 igen, her tyve år efter. Smertefuldt, fordi man nu ved hvad der skete indenfor kulisserne hos Pink Floyd , bandet der i 60'erne og 70'erne nærmest revolutionerede den britiske musikscene med sin eksperimenterende og drømmende elektroniske lydflade, men også smertefuldt fordi The Wall simpelthen er en film der ganske overlagt i både tematisk og visuelt sans skal gøre ondt.
Lad os starte med begyndelsen. Den britiske instruktør Alan Parker, der har drejet film som den overvurderede The Commitments (1991), den undervurderede Mississippi Burning (1988) og katastrofen Fame (1980), fulgte i begyndelsen af 70’erne den skrantende mastodont Pink Floyd rundt på en af deres mange turnéer. Intentionen var at Parker skulle sammenstykke en koncertfilm om Pink Floyd, men allerede på dette tidspunkt var der så mange interne problemer i bandet, at Parker havde næsten umulige arbejdsbetingelser. I stedet besluttede Parker og Pink Floyds altdominerende lederskikkelse, Roger Waters, at lave en slags spillefilm over Pink Floyds teatralske mesterværk af en plade fra 1979, nemlig The Wall.
Waters, der stort set havde skrevet den meget personlige The Wall alene, havde ambitiøse planer og dominerede både produktionen og klipningen af filmen i en så uhørt grad, at Alan Parker vel egentlig ikke kan krediteres for ret meget af filmen. Temperamentet slog gnister mellem de to hele optagelsen igennem, men i dag er Parker såmænd ganske stolt af filmen, hvori han betegner sin egen rolle som ”det medie Roger Waters fik lov at ytre sit primal scream igennem.”
Og det var måske fordi The Wall blev lavet af en musiker, der stort set ikke havde begreb om, eller erfaring med, hvordan man laver film, at filmen blev så alternativ og innovativ som det var tilfældet. Roger Waters hyrede animationskunstneren Gerald Scarfe til at bidrage til det allerede højst fragmentariske filmlandskab, og Scarfes ekspressive, dynamiske tegninger passede godt til den forvirrende, syrede og meget stort anlagte film. Kombineret med de uendelige flashbacks og drømmebilleder, var der nu tale om en helt nyskabende film der da også fuldstændig delte kritikerne i to lejre ved premieren i 1982. Mesterværk, mente nogle, mens andre havde den opfattelse at der hverken var hoved eller hale i den underlige skabning.
Filmen er senere blevet brugt af en røvfuld af lærere til at forklare tungnemme elever om konceptet metafor, og det har fjernet lidt af det anarkistiske element der var meget af den originale drivkraft i filmen. Det kan dog ikke rokke ved indtrykket af en meget personlig og stærk kunstnerisk udfoldelse med både politiske og især sociale undertoner. Waters har villet rigtig meget med filmen, ligesom han i øvrigt altid har med sin musik, og selvom filmen sagtens kunne være strammere, er det blevet en ekstraordinær stærk oplevelse. Billedsiden er grim, ubehagelig og voldsom, historien er skabelonagtig og nærmest ikke-eksisterende til tider, og skuespillet er ikke specielt vigtigt. Musikken, derimod, er meget vigtig, og det virker da også næsten som om filmen næsten bliver klippet til at passe med musikken, i stedet for omvendt.
Filmen gør som sagt ondt at se, og det bliver jo ikke bedre når man i dag ved, at det var Roger Waters’ sidste egopræstation som en del af et band før han og resten af Pink Floyd gik hver til sit. Der har hersket lige så meget kaos på de indre linier som på filmens ydre, og det siger ikke så lidt.
The Wall er stadig en oplevelse man ikke skal snyde sig selv for. Gense den, og nyd musikken og den på mange måder kaotiske film der nærmest forudså Thatchers og Reagans kompromisløse hærgen gennem det politiske landskab i 80'erne. One of a kind - også selvom denne nyrestaurerede version har lidt flere bryster og maddiker end den originale version.