Skriv en kommentar
Et flydende spejlbillede. Et ansigt. Forstenet, forstilt, forvænt. En snigmorder, en kriger, en kæmper. Han siger intet, udtrykker endnu mindre, bevæger sig sagte. Hans funklende sabel bestryger dæmpet den sandede jord under hans slæbende fødder, som kærtegnede den jordens skiftende terræn. Hvæssende, stille slibende, som en lydløs hveps på nøgen hud. Pludselig stiger en horde kampklædte, kampberedte ninjakrigere op af det før hen så stillestående vand, sætter farten op i luftens akrobatiske lethed med udstrakte arme, forlængede af blodbadede samuraisværd, og sammenpressede ben som en hoppende frø i drævende hopla … Tiden er kommet. Afgørelsens øjeblik venter. Krigeren er klar. Start. Parat.
The Warrior´s Way er nemlig ingen gentil, galant vej. Det er sværdets isnende bevægelser, dens hvislende rørelser, der taler, der siger, der erklærer. Hvem er verdens bedste sværdkæmper? Betyder det noget … som helst … når sværdet endelig tier, og krigeren på ny betragter sit tomme spejlbillede i vandets silende strømme som en moderne Narcissus, der hverken elsker eller tilbeder sit piblende genspejl, men frygter det slørede spejlbilledes sande silhuetter …
Nogenlunde således tager det seneste westernskud, The Warrior´s Way, sig ud i sine første spæde scener. Dette poetiske startskud smider et overbevisende reb ud til sit forventningsfulde publikum, der klynger sig gerne og nysgerrigt til dets lyrisk-hybridiske konturer og holder fast, holder godt fast. Konceptet i sig selv lyder mægtigt cool. En stilet, hemmelighedsfuld snigmorder fra øst tager kampen op mod snuskede, lovløse cowboys i vest. The Warrior's Way bærer hermed kimen til at forene det bedste fra begge kontinenter, fra begge genrer, fra begge verdener.
The Warrior's Way er en til tider smuk, for det meste skæv, ofte sjov og grundlæggende solid fortælling om en tavs, søgende snigmorder, Yang (Jang Dong-Gun), der skal likvidere det sidste medlem i en krigshungrende klan. Medlemmet viser sig dog at være en baby, og Yang, blændet af den pludrende uskyld og et klæbende blomsterblad, flygter med babyen til en forfalden amerikansk flække, der bryster sig af at være vestens Paris. Beboet af makabre cirkusfolk, bl.a. den alkoholiserede eksrøver Ron (en blændende Geoffrey Rush) og den knivglade feminine hævntørst Lynne (Kate Bosworth), begge med en tragisk fortid, puster byens dekadente atmosfære en fornyet livslyst i Yang og vender hans dybe blik hen imod livets underfulde solopgange, frodige blomsterbede og yppige opera.
Men bestialske, gemene cowboys gør deres indtog i byens støvlandskab for at gøre et gammelt regnskab op, og Yangs morderiske klanfæller vedlægger ligeledes den opskræmte by et overraskende besøg. Alle er i byen på samme tid … og der er slet ikke plads nok.
Cowboys og ninjas just wanna have fun ...
Man kan opdele filmen i to af hinanden afhængige dele; den første del trisser rundt i en romantiserende, poetisk stemning, hvor fantasien bruser frem som et vildsomt vandfald. Fingeraftrykket er sat på de emotionelle tangenter, der spiller så stimulerende skønt, som man kan forestille sig. Visuelt og stilistisk fremtriner filmens første del som en fantasirig montage, som taget ud af billedbøgernes og animationens tegnestudier. Ligeså forfinet og beundringsværdig filmens første del er, ligeså forpustet og stakåndet er den anden. Her bliver der trykket på den grafisk udpenslende knap, hvor ukuelige maskingeværer mejer folk ned på stribe, og skarpladte samuraisværd skærer cowboyhalsene over som løje brødskiver. For fans af asiatiske martial arts film, vil denne del af filmen ramme jublende jackpot. For dem med en svag aversion mod overekspliciterede voldsorgier, vil det snarere skubbe brækspanden lidt tættere på.
På trods af filmens delikate svælgen i velorkestrerede kampscener, er filmens virkelige nerve dens susende persongalleri. Yang, Lynne og Ron kæmper alle med fortidens nedtromlende laster, forsøger at leve med nutidens bidende arvæv, og fremtiden … fremtiden er ingen glædesfyldt garanti, nok snarere et spinkelt håb om den blotte eksistens og måske en dråbe lykke. Bestikkende, begavet skuespil er der at spore over hele feltet. Specielt Bosworth imponerer med sine skrøbelige øjne og dirrende mundvige, der det næste øjeblik pludselig antager ganske spiddende, spydige formationer uden at afsvække det samlede indtryk. Rush er som altid fornem, fantastisk, intet mindre. Kan den mand overhovedet gøre noget forkert? Dong-Gun spiller subtilt, undermineret, og indkapsler fornemt både krigerens fordringsfulde stoicisme og famlende tvivlrådighed.
Soundtracket er perfekt timet til filmen, og i enkelte scener, bl.a. en stjernebesat kyssescene, løfter det filmens pondus så langt op, som alene dét, drømmene er lavet af, kan nå. Fortællingen er hverken særlig dyb, tankevækkende eller innovativ, men den er ægte og vigtig, fordi den berører noget af det mest fundamentale i den menneskelige tilværelse – at finde sig selv, udfordre sin skæbne og markere sin ståplads. Disse emner går aldrig af mode.
Man kan hurtigt fornemme, at instruktøren Sngmoo Lee har skelet til både Sergio Leone og Akira Kurosawa, uden at nå nogen af forbillederne. Manden skal dog have cadeau for at frembringe en så habil film som denne som sin instruktørdebut. Klap, klap. Men på trods af den gribende historie, det visuelle volumen og de excellente skuespillere mangler The Warrior´s Way alligevel et eller andet. Det er ikke hjerte, det er ikke hjerne, det er ikke humor … men måske et ordentligt klæbemiddel til at holde de tre elementer troværdigt sammenføjede.
Man kan mærke, at skuespillerne og filmholdet har haft det sjovt med denne film, og filmens underliggende force er da klart, at den ikke tager sig selv for højtideligt. Den sammenslutter relativt vellykket østens visdom og magi med vestens råhed og løssluppenhed. Saftige spaghetti-westerns, der møder giftige samuraisværd er da heller ikke den værste filmiske konstellation, man kan forestille sig. The Warrior´s Way er da også bestemt seværdig … bare ikke mindeværdig.
