Skriv en kommentar
Normalt når en film bryster sig af at være ’inspireret’ af rigtige begivenheder, kan man frygte det værste. Betegnelsen dækker mildest talt over selv de mest forskruede inspirationer og fortolkninger. Til gengæld er glæden omvendt stor, når en film som The Whistleblower overrasker én. For her kan det være lige meget om enkelte karakterer er opspind: essensen af historien og især hovedpersonen, Kathy (Rachel Weisz), er så håndgribelige, at hårene har det med at rejse sig.
Kathy er en kvindelig, amerikansk politibetjent, hyret af firmaet Democra (i virkeligheden DynCorp) til at arbejde for FN’s sikkerhedsstyrker i Bosnien efter krigen i Jugoslavien i 90’erne. Hun arbejder ærligt og naivt, men møder hurtigt modstand i systemet. Snart befinder hun sig i en kamp mod trafficking af unge piger fra Østeuropa. Pigerne kan hverken sendes hjem eller beskyttes legalt - og værst af alt kan man ikke føre retssag mod soldaterne, hvis de er implicerede. FN’s udsendte har fuld immunitet - også selv om de arbejder for private selskaber som Democra.
Det lyder alt sammen meget indviklet, men det er egentlig såre simpelt. For The Whistleblower gør alt hvad den kan for at skære tingene ud i pap. Vi følger Kathy i en (i ekstrem grad) plotdreven film, hvor alt hvad der kan udpensle systemets horrible tilstand, skal med. Det kan være anstrengende, men det er heldigvis lavet udmærket. Så selv om manuskriptet og de andre ’finere’ aspekter som kameraføring og klipning måske ikke er værd at skrive hjem om, er skuespillet sublimt og intenst. Karaktererne er i allerhøjeste grad troværdige og stærke præstationer fra især Vanessa Redgrave og Nikolaj Lie Kaas, gør filmen seværdig, selv når den bliver mere en jagt på retfærdighed i den virkelige end den fiktive verden. Sidstnævnte, Lie Kaas, spiller Kathys kæreste, og selv om hans karakters deltagelse i spillet er klippet ned til et minimum, understreger han sit talent ved at give sin karakter dybde og charme på meget lidt plads.
Hvad filmen mangler i detaljerne, har den til gengæld i instruktionen og dens direkte formidling af et af den vestlige verdens største problemer: human trafficking. Måden hvorpå de unge piger bliver fanget og mishandlet er The Whistleblower ikke blevet poleret til et mainstream amerikansk publikum, men minder mere om nogle af de direkte og barske socialrealistiske film såsom den svenske film Lilja 4 Ever, der gav nogle grelle eksempler på at selv din velfriserede chef kan have en 17-årig pige fra Litauen lænket og klargjort til seksuelle overgreb i en boligblok ude i forstaden. Det er ikke en rar tanke, men det gør den ikke mindre vigtig.
Hvis man kan lide politiske thrillers, og godt kan lide at få sandheden serveret råt og uforsødet, er The Whistleblower klart anbefalelsesværdig. Hælder man til 70’ernes fremragende nervepirrende thrillers (The Conversation og The Parallax View for at nævne et par positive eksempler), med deres langsomhed og underfortalte paranoide stemninger, vil man nok mene at The Whistleblower formidler sit budskab lidt for direkte og uden en særlig elegance. Men båret af budskabet, historien og det gode skuespil, er filmen seværdig, uanset hvad man er til.
