Britisk historie – eller i hvert fald britiske vinkler på verdenshistorien – har været drivende for rigtigt mange historiske dramaer på biograflærredet eller TV-skærmen. Vi har set ”Rob Roy”, ”Braveheart”, ”The Tudors” og indtil flere dramatiseringer af Henry VIII’s mangen koner og vidtløftige liv.
Så det er i grunden ikke overraskende, at striden mellem Lancaster- og York-fraktionerne om kongetronen bliver gjort til genstand for en TV-serie i 10 afsnit. Derimod er det – den historiske periode taget i betragtning – interessant at se tiden fremstillet med fokus på 3 stærke kvinder: Elisabeth Woodville, Margeret Beaufort og Anne Neville – og så er der ikke mindst Jacquetta, Elisabeths mor.
Historien tager sit afsæt i en situation, hvor Elisabeth og hendes forsøger at vinde de besiddelser tilbage, som familien har tabt ved at være på tabersiden i forhold kong Edward. Denne forsøger at indynde sig hos Elisabeth. I første omgang forgæves, faktisk truer Elisabeth med at skære halsen over på sig selv for straks efter – ganske få minutter, i hvert fald filmisk – at give efter for Edwards tilnærmelser. Dette hastige stemningsskift udtrykker i grunden meget godt, hvad der er historiens og dermed seriens helt store problem, at 30 års historie, som de er beskrevet i 3 romaner af Philippa Gregory, bliver kogt ned til 10 timers TV-dramatik. Figurerne når kun sjældent at udvikle sig til mere end brikker uden nævneværdig karakter i det historiske skakspil. Og der er ellers masser af strid og intriger at tage fat på. For eksempel, hvor Edward melder ud til den måbende forsamling, at han har valgt Elisabeth som sin hustru, hvor forventningen blandt de forsamlede ellers var, at det alliancen med Frankrig skulle cementeres med et ægteskab.
Ved at lede blandt bipersonerne kan man dog ikke undgå at lægge mærke til Lord Warwick, der ud fra sin egen slet skjulte dagsorden har forberedt en alliance med Frankrig ved at planlægge Edwards ægteskab med en fransk prinsesse. Edward sætter imidlertid – med Warwicks raseri til følge – hælene i, fordi han jo netop er i fuld gang med at kurtisere Elisabeth. James Frain fylder i grunden rollen som Warwick ganske glimrende ud. Desuden er Janet McTeer i rollen som Jacquetta et forfriskende pust i den noget skematiske historie. Hun bekender sig stadig til hedenske naturguder og risikerer alene af dén grund at påkalde sig både den ene og den anden stridende fraktions vrede, hvis det skulle komme frem.
Som en serie af tableauer, der er hægtet op på en mildt sagt dramatisk periode i Englands historie, fungerer ”The White Queen” … hæderligt. Problemet er bare, at slagscenerne aldrig får helt det rette punch – og ikke mindst en tilstrækkeligt stor og dermed lidt mere troværdig hob, der slås mod en anden af slagsen. Desuden er der figurerne og omgivelserne fremstillet lidt pæne og uden det slid, det møg, det patina, der giver en overbevisende finish.
Jeg nåede samlet set frem til, at det historiske TV-drama er set langt bedre. Ekstramaterialet, der dels helt traditionelt går bag kameraet og dels beretter om, hvordan de historisk figurer formes, er til gengæld interessant.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Fox-Paramount.