Skriv en kommentar
Man kan godt gå og savne en ægte skræmmende familiefilm. Her menes der den slags, der med vished kan give børn nogle søvnløse nætter. ”Kaninbjerget”, der netop har været oppe i biograferne igen, var én af disse. Nicholas Roegs ”Heksene”, baseret på Roald Dahls børnebog, er en anden. Den er nu kommet i en ny version med Robert Zemeckis bag roret. Zemeckis er en besynderlig instruktør, der har leveret lige dele klassikere og guidede ture gennem The Uncanny Valley. Denne hører til sidstnævnte kategori. ”The Witches” ryger direkte på HBO Max i USA, mens som herhjemme sættes op som et Halloween-tilbud til familierne. Disse vil gøre sig i at holde sig langt væk. Ikke grundet frygt for de smås nattesøvn, men fordi der er tale om et makværk og børn fortjener bedre.
Filmen lægger sig tæt op ad forlægget med nogle på overfladen essentielle forskelle. Da en ung dreng støder på en fæl heks, søger han og bedstemoren tilflugt på et luksuriøst hotel. I Robert Zemeckis’ version er handlingen flyttet fra 80’ernes England til Alabama i ’68, og vores helt er nu en afroamerikansk dreng. Desværre kommer der intet af historiens nye omgivelser. Hvis man aner potentialet for tematisk tyngde, bør man give sig et selv et klap på skulderen og en dumflad for at tro, at man ville lade denne slags stort anlagt børnefilm italesætte racisme i USA.
Drengen og hans bedstemor er gået fra asken til ilden. Selvsamme hotel huser en heksekonference, hvor Storheksen afslører sin plan til at udrydde børn én gang for alle – ved at forvandle dem til mus og lade forældrene gøre det beskidte arbejde. Anne Hathaway, der bringer en karikeret liebhaver-energi og uforklarlig accent til rollen, spiller til de bagerste rækker af som var hun begravet under samme lag af latex som Anjelica Huston. I denne ombæringer er det dog primært CGI, der accentuerer hendes præstation, når hendes monstrøse side skal frem. Hendes mundvige sprætter op til et Filurkattegrin. Effekten er ganske overbevisende og man forstår at energien lægges lige præcis her, da heksene og deres monstrøse udtryk er det helt store salgsargument.
Da vores helt forvandles til en mus får filmen en smule fantasi i sit udtryk, da perspektiverne ændres til gulvhøjde. Gennem et svimlende antal indstillinger kan man mærke, hvordan det kribler i kameraet efter at konverterer hele spektaklet til 3D, men her ”The Witches” i hvert fald ti år for sent på den. Selv i 2010’s 3D-fikserede post-konverteringsmorads ville dennes tilgang til action og kamerabevægelse være forældet.
Dertil kommer et uhjælpeligt manuskript, hvor karakterer gentager hinanden ad nauseam og flere gange forklarer dem selv, hvad de lige har været vidne til. Det gør derfor ekstra ondt at se både Guillermo Del Toro og Alfonso Cuaróns figurerer og det er uden tvivl det værste projekt begge navne har været tilknyttede – herunder ”Hobbitten”-filmene. Derudover troede og håbede jeg, at vi som kultur var kommet videre fra dance-party slutninger, hvor vores CGI-helte fejrer sejren med lidt dans for kameraet. Denne gang til ”We Are Family” af Sister Sledge. Det er ganske forfærdende – og ikke på den gode måde.
