Skriv en kommentar
Kindskæg og kunstnegle
The Wolverine er inspireret af den første selvstændige fortælling om Marvel-tegneseriefiguren Wolverine fra 1982. Ikke desto mindre er det sjette gang Hugh Jackman ifører sig overdimensioneret kindskæg og kunstnegle af børstet stål i rollen som mutant med et mildest talt ustabilt humør.
Løjerne udspiller sig i Japan, hvor den døende industri-mogul Lord Yashida (Rila Fukushima) har en ondsindet plan om at dræne og overtage Wolverines udødelighed. I kulissen står både den japanske mafia og den veldrejede mutant Viper desuden parat til at overtage Yashidas imperium. Et imperium som Mariko (Tao Okamoto), Yashidas barnebarn, er enearving til.
Supersamurai i sølv
Wolverine må derfor beskytte Mariko med alle tænkelige midler. Men da han malkes for sin udødelighed, er disse midler pludselig stærkt begrænsede – en enkelt pistolskud eller svingende samuraisværd er nu nok til at dræbe vores ellers usårlige superhelt. Og en sølvfarvet supersamurai gør ikke tingene lettere.
Kompleks psykologi
Første halvdel af The Wolverine er både dyster og medrivende. Her holder Walk the Line-instruktør James Mangold fokus på Wolverines komplekse psykologi; hans udødelighed betyder samtidig, at alle elskede omkring ham dør med tiden, og derfor har han svært ved at binde sig til andre mennesker. Hugh Jackman bruger samme underspillede og sarkastiske facon som Robert Downey Jr. i Ironman-filmene, og det tilfører superheltegenren, der ofte kan være kvalmende højtidelig (som i Man of Steel) en forfriskende flabethed.
Alligevel har filmen sine problemer. For det første kollapser filmen i en finale, der spiller med alt for store, specialanimerede muskler i bombastiske kampscener – men glemmer historien i farten (Hvem sagde Man of Steel?). Således ender Mangols forsøg på at lave en ’seriøs’ superheltefilm alligevel i rendyrket Hollywood-blockbuster.
Kitschet turistbrochure
For det andet fremstår The Wolverine af og til som en kitschet turistbrochure for Japan, komplet med højhastighedstog, elskovshoteller, skydedøre med papirvægge og ninjaer i flyvende firspring.
Hvad der begynder lovende ender desværre i flad tjubang pakket ind i fede effekter. Vi må derfor tålmodigt vente på X-Men: Days of the Future Past, der udkommer i 2014, og som der reklameres kækt for under rulleteksterne – i bedste Marvel-stil.
