Skriv en kommentar
En krigsramt by på Balkan. Zoologisk have er lukket for offentligheden, kun en enkelt dyrepasser og en dyrlæge er tilbage til at tage sig af dyrene imens artilleriet brager løs. Men de forbliver ikke alene i haven, og snart er de dybt hvirvlet i konflikten.
Den disillusionerede eks-kommunistiske dyrepasser Ludovic (Sam Neill) forsøger at afsondre sig fra omverdenen, mentalt og fysisk, men krigens indtrængen tvinger ham til at vælge side.
Han konfronteres med de nationalistiske Unge Løver anført af Dragov (Ulrich Thomsen), men også med den sårede og flygtede dreng Zioig (Javor Loznica), der tvinger Ludovic til modstræbende at lade sig involvere. Endnu mere omfattende bliver engagementet da også drengens mor Ankica (Gina McKee) søger ly i zoo. Samtidig rykker krigen tættere og tættere på…
Sam Neill plejer at levere en overbevisende skuespilpræstation, og han skuffer da heller ikke i The Zookeeper. Den beherskede mimik røber hans følelser, hvordan han plages af sine fortidige fejltagelser, hvordan han søger at undgå menneskelig kontakt, og hvordan han alligevel lader sig engagere emotionelt.
Temaet med den kontaktsøgende dreng og den afvisende midaldrende mand har vi set før, bedst i Kolya og i Maskernes Herre, i The Zookeeper bliver samspillet aldrig rigtig troværdigt, dertil er personerne ikke nærværende nok.
Filmens tone er mere et kammerspil end et krigsdrama, til trods for de imponerende omgivelser, man føler sig virkelig hensat til en forfalden østeuropæisk zoologisk have, komplet med dyr i for små bure og indhegninger, forfaldne bygninger der stadig har et skær af fordums glans over sig, men samtidig er dialogerne i filmen så lavmeldte og tempoet så neddroslet at det nærmest virker som et teaterstykke.
Alligevel rummer filmen mange fine detaljer. Vi oplever hvordan de tre hovedpersoner hver knytter sig til havens dyr, Ludovic symbolsk med sin bekymring og omsorg for den trætte gamle indiske han-elefant, Ankica og hendes engagement i den gravide abe, og ikke mindst Zioigs venskab med en ulv der netop har fået et kuld hvalpe.
Filmen fremstår hovedsagelig i blå og grå nuancer, og det er kun når eksplosionerne hærger, at lærredet oplyses af klare farver. Det er en imponerende bedrift at det er lykkedes at få krigens hærgen til at fremstå så realistisk i samspil med dyrene, man sidder virkelig og tænker på om der mon står ”No animals were harmed in the making of this film” til slut i rulleteksterne…
Fremhæves skal også Nikolaj Egelunds musik, der fint understreger filmens sarte skrøbelighed, og sine steder minder om Zbigniew Preisners musik til Kieslowskis tricolore-trilogi.
