Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
I midten af 1980’erne slog Roland Joffé sit navn fast som instruktør ved to gange at blive nomineret til en Oscar. Først for The Killing Fields om Pol Pots rædselsregime i Cambodia, og derefter for The Mission med Robert de Niro og Jeremy Irons som missionærer i 1700-tallets Sydamerika.
Ganske snedigt prøver man da på dvd-omslaget til There Be Dragons også at sælge filmen på baggrund af disse to glimrende film. Hvad omslaget dog ikke fortæller er: hvordan Joffé lige siden er gået i glemmebogen, og i 25 år ikke har lavet noget af betydning.
Hvorfor har han så ikke det kan man spørge sig selv?
Tja, efter at have set There Be Dragons kan man kun konkludere, at Joffé ikke længere har nogen form for talent som hverken manuskriptforfatter eller instruktør.
Filmen er en lang rodet og pinlig affære, der ikke efterlader andet indtryk end fortvivlelse. Efter ti minutter har handlingen sprunget rundt mellem fire tidspunkter i løbet af 70 år, og læsset så meget information af så, at forvirringen er total.
Britisk Helgen?
På den ene side handler det om den fiktive Manolo spillet af Wes Bendtley, der huskes som Kevin Spaceys pushernabo i American Beauty, og på den anden side, om den rigtige præst Josemaría Escrivá, der grundlagde den katolske trosretning Opus Dei, og fik status som helgen af Paven i 2002.
Escrivá spilles af Charlie Cox, der for tiden kan opleves som Steve Buscemis irske håndlanger i serien Boardwalk Empire. Hvorfor en ærkebritisk skuespiller med tilhørende accent, vælges til rollen som en fuldblodsspanier virker lige så sært som handlingen.
Manolo er blevet en ældre herre som har mistet forbindelsen til sin søn, og her er vi i midten af 1970’erne. Sønnen er ved at skrive en bog om nyligt afdøde Escrivá, og kontakter nu faderen for oplysninger om Escrivá. Manolo nægter at tale om både venskabet med Escrivá eller sin deltagelse i Den Spanske Borgerkrig i 30’erne, sandheden tåler nemlig ikke dagens lys.
Slet ikke sandheden om den ungarske kvinde Ildiko, Manolo kæmpede side om side med mod Francos fascister. I flashback tænker Manolo tilbage på sit liv, mens handlingen springer frem og tilbage mellem nutiden (altså 70’erne), og så lidt til Manolos barndom, lidt til 1933, lidt til det berømte slag om Madrid i 1937, der bliver skildret på knap 30 sekunder.
Midt i alt dette får vi også Escrivás historie, som Manolo faktisk ikke har haft nogen kontakt til i mange år, men alligevel er Manolo fortælleren? Intet synes at hænge sammen og hvem der egentlig er hovedpersonen i den her håbløse historie må man selv rode rundt med.
Livet er ikke en omelet
Skuepillerne er instrueret helt ud på det teatralske overdrev, hvor hver eneste replik skal leveres stift og storslået, og konsekvent skal være dybt filosofisk. Bedst er dog ”livet er ikke en omelet, og mennesker er ikke æg”. Absolut en af de kloge sætninger der er værd at notere sig.
Sidst må vi lige runde musikken, der konstant kører hen over filmen. Faktisk er der vist ikke en eneste scene, som ikke er akkompagneret af strygere, der fluks brager løs, så snart en person hæver sin stemme bare en smule.
Aldrig før har en film føltes som en lang trailer på 100 minutter!
I sidste ende handler det her nonsens om tilgivelse, og at Opus Dei er den eneste sande vej til frelse. Og surpise, surprise, gæt hvem der har finansieret projektet. Naturligvis medlemmer af Opus Dei og flere andre religiøse mennesker af samme sind.
Så giver det alligevel mening, for ingen filmselskaber med respekt for sig selv havde nogensinde lagt hverken penge eller navn til det her totalt sorte og håbløse projekt.
Der er intet ekstra materiale
Filmen er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment
