Forestil dig at du blot har 12 timer tilbage at leve i før en katastrofe indtræffer, som vil udslette al liv på jorden. Dette er omdrejningspunktet for filmen These Final Hours, hvor vi møder James som er på vej til en fest, som skal blive det sidste højdepunkt i tilværelsen. På hans vej gennem en by, hvor alle regler og normer er sat ud af spil, redder han imidlertid en ung pige som er blevet væk fra sin far. Pludselig må James påtage sig en form for faderrolle, som han på ingen måde er komfortabel med, i stedet for at passe sine egne sager så kort tid før deadline.
Rose, som pigen hedder, har pludselig kun James at stole på i en verden der snart går under. Hun sætter derfor sin lid til at James vil bringe hende sammen med hendes far, inden det er for sent. James tvinges dermed til at gøre op med sig selv, hvad der har størst betydning i en frygtelig situation, hvor tid er det eneste man ikke har nok af.
These Final Hours er en australsk produktion, som ikke skal have skyld for at være et stort digert værk. Da rulleteksterne begyndte efter filmen stod timeren på 1.17. Men der skal såmænd heller ikke den store introduktion til emnet, for bedst som filmen ligger fra land, så ved man at den er helt gal. James kæmper en brav kamp for at slippe levende ud af den lovløse by, hvor anarki og vanvid har taget over. Hans møde med Rose bliver dog skelsættende, og James lærer en ny side af sig selv at kende. Hans omsorgsgen er særdeles stort og man må sige at det er korrekt som filmens tagline postulerer: It’s Never Too Late To Find Someone Worth Living For.
Der er udelukkende brugt australske skuespillere til filmen her, som modtog Directors Fortnight ved filmfestivallen i Cannes. Nathan Phillips giver den som James, men udspilles på alle leder og kanter af den præstation som Angourie Rice leverer som Rose. Hun kunne meget vel blive den nye Nicole Kidman. Hendes CV viser at denne film var hendes første fuldlængde spillefilm, men hun er heldigvis allerede castet til filmen The Nice Guys som tæller bl.a. Russell Crowe og Ryan Gosling på rollelisten. Den forventes at få premiere til næste år.
Selvom det ligner en form for apokalyptisk ild som er på vej mod jorden, så er det ikke sådan at vi er ude i en decideret visuel katastrofefilm a la Volcano eller Dante’s Peak. Nok nærmere en form for Melancholia, for nu at finde en gå-til-grunde-film, hvor effekterne ej heller spiller nogen rolle. Her er tale om en film om en desperat situation omhandlende mennesker og deres instinkt. Her er heller ikke nogen form for nedtælling eller redningsanordninger, for hele kloden er sådan set affundet med at intet står til at redde. Filmen er ikke nogen revolutionerende oplevelse, men alligevel godt fortalt. Men det skyldes langt hen ad vejen den sympatiske og fremragende præstation af Angourie Rice, som jeg ikke er bleg for at spå en stor karriere. Hun er i skrivende stund blot 14 år gammel!
Bonusmaterialet består af en stak trailers samt en stribe slides fra filmen.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.