Skriv en kommentar
I Hollywood er der for alvor gået ekspansion i danske Susanne Bier. Menneskelige dramaer af ikke amerikanske instruktører er så sandeligt kommet på mode, særligt efter at det mexikanske trekløver Cuarón (”Children of Men”), del Toro (”Pans Labyrint”) og ikke mindst Iñarritu (”Babel”) slog igennem i Hollywood sidste år. Mens selveste Jim ”Min venstre fod” Sheridan er i gang med en genindspilning af ”Brødre”, er Zach Braff efter sigende tæt på at gøre nummeret efter med ”Open Hearts” - der bygger på ”Elsker dig for evigt”. Først og fremmest er der dog nu en masse hype omkring hendes første amerikanske film, ”Things We Lost in the Fire”, der ligesom hendes seneste tre danske film handler om tab og sorg. Der er ingen tvivl om, at Bier om nogen kan fremstille oprigtige lidelseshistorier. Men med hendes denne nye ikke-dansksproget film, bliver der på bedste amerikansk vis smurt for tykt på - og det er ganske enkelt svært at tage seriøst.
Kernefamilie Burke er den perfekte konstellation, der lever deres ubekymret tilværelse i forstanden, væk fra livets skyggesider. Uheldigvis går det rosenrøde billede op i røg, da den ejegode Brian Burke (David Duchovny) tilfældigvis står det forkerte sted på det forkerte tidspunkt og bliver skudt til døde. Tilbage står Audrey Burke (Halle Berry) med et liv der er brudt sammen i dyb sorg og ansvaret for to børn, der ikke helt forstår at deres far er død og borte. Audrey har altid haft et anstrengt forhold til Brians bedste ven, narkomanen Jerry (Benicio Del Toro), men i deres fælles sorg og tab rækker hun ud efter vennen. Støtten til hverandre ender i et stærkt venskab, hvor Jerry samtidig hjælpes ud af sit misbrug - mens Audrey og hendes børn aflastes af den faderlige og positive skikkelse, han trods alt viser sig at være.
”Things We Lost in the Fire” er et eksistentielt drama, om at tage ansvar for sit eget og andres liv under en dyb sorgperiode. Den intimgrænseoverskridende undersøgelse af sorgbearbejdning, der udvikler sig fra egoisme til forløsning og tilgivelse, er et helt typisk Bier'sk greb og særlig spidskompetance, der gør hende til en eminent instruktør. Særligt som personinstruktør, med åbenlys baggrund i dogmeæstetikkens realistiske stil, kan hun noget helt specielt. Med denne produktion, har hun endeligt fået skuespillermateriale i verdensklasse at arbejde med. Det kan være at Biers stil slet ikke egner sig til større produktioner, for noget mangler der – og det er hendes sædvanligvis ægte fremstilling af sorgen, uden at det bliver kvalmende følelsesporno. Det gør det her. Til trods for veloplagte skuespillerpræsentationer, knækker filmen sikkert og vist. Biers ellers effektive brug af ekstreme nærbilleder i form af tårevædet øjne, skælvende læber og sammenknugede hænder akkompanieret af tudende violiner, bliver i ”Things We Lost in the Fire” helt forfærdeligt udpenslet. Det starter rigtigt godt, som et rørende og realistisk drama, men hen mod slutningen ender den Bier'ske sorg som en klichétung soap opera, hvor verdenen er mere rosenrød end før Brians død.
Biers nok største force er hendes personinstruktion og på det punkt er der ikke en finger at sætte. Og dog. Del Toro er helt fantastisk som rastløse Jerry, der forsøger at efterleve sin vens mantra om at se det positive i sorgen. Hvor David Duchovny gør det overraskende godt som den joviale Brian, fejler Halle Berry med at overspille på det groveste. Om det så er Berry der ikke er i stand til at løfte rollen tilstrækkeligt eller Bier der ikke har instrueret ordentlig, kan der være flere meninger om – umiddelbart føles Berry i den grad malplaceret overfor den velspillende besætning.
Der er meget der forsvinder op i røg med ”Things We Lost in the Fire”. Biers sædvanligvis små finurlige narrative nuancer der ikke er alt for tydelige, nærlæsningen af menneskets følelsesregister og den barske erkendelse af at livet skal leves videre trods sorg, drukner resolut i honningdrypende sentimentalitet. Alt skæres ud i pap, følelsespornoen bliver ulidelig og i stedet for en mættende forløsning, går filmen hen og bliver absurd ufrivillig komisk. Heldigvis redder Del Toro og Duchovny meget af filmen, med præsentationer i opløftende høj klasse. Det er fortrøstningsfuldt, at se Bier skabe et godt karakterstudie og som amerikansk debut er filmen relativ udmærket – fejlen er samtidig blot, at den ér amerikansk.
