Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det lader til, at Paul Haggis ikke rigtig er kommet sig over successen med Crash. Efter han blev den først person til at vinde to oscar-statuetter for bedste film i træk, så har han ikke lavet noget mindeværdigt siden. Nu forsøger han dog at gøre et forsøg ved at kombinere multiplotfilmen, med den udtømte melodrama-genre, og resultatet er mildest talt fejlslået.
Vi følger tre forskellige historier, eller retter melodramaer. De udspiller sig i byerne, New York, Paris og Rom, og med det undtagelse af temaet om kærlighed og børn, så har de ikke særlig meget tilfælles. Der er ingen grund til at komme med et længere handlingsreferat, fordi der er ikke rigtig nogen handling. Det hele går i tomgang, i over to timer, hvorefter vi bliver introduceret til den mest åbenlyse og ligegyldige ”twist-ending”, jeg længe har set.
Det hele bliver heller ikke bedre af, at hele filmen er proppet med meta-replikker, som manuskriptforfatter og instruktør Haggis, selv synes er umådelig begavede. Som f.eks. da Haggis direkte citerer kritikernes ord, vedrørende den faldende kvalitet af hans arbejde, for hvert eneste manuskript han har produceret.
For navlepillende til at være dybsindig
Det er simpelthen for selvoptaget og navlepillende til, at medmindre du selv er manuskriptforfatter eller hedder Paul Haggis, så er der intet indhold i filmen. Du skal i hvert fald ikke tro, at du opnår en dybere indsigt i kærlighedsforholdet mellem mennesker, fordi man bliver fodret med så åbenlyse pointer om forhold, i starten, midten og slutningen, at man ikke tage det med til det virkelige liv.
Den bedste måde at beskrive denne meget følelsesforladte film er, at det er en prætentiøs stiløvelse, der kapper over. Alt er koldt og kalkuleret, og hvis du ikke vil spilde to timer af dit liv, så hold dig langt væk fra denne samling billeder med lyd.
Ret skal dog være ret, for alt er ikke en helt katastrofe. Alle rollerne er besat af meget kendte skuespillere, som alene i deres tilstedeværelse vil løfte filmen for mange, men særligt Olivia Wilde fremstår som noget særligt, fordi hun med en enorm charme og autenticitet kan skifte humør og holdning fra scene til scene uden, at det føles urealistisk. Musikken er også langt bedre end filmen fortjener, og tilfører en underliggende melankoli til alle begivenhederne.
Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde, når jeg ser The Third Person. Enten er den ligeså tom, plat og ligegyldigt selv-referende, som at jeg godt er klar over min vending i forrige sætning var, eller også har Paul Haggis et meget trist syn på kærlighed, som han nok ikke selv er klar over. Om ikke andet, så kan jeg ikke, med god samvittighed, anbefale film til nogen.
Bonus materiale
Der er alt det klassiske, som man kunne forvente. Det indebærer trailers, et kommentarspor med de vigtigste folk bag kameraet, et interview med Paul Haggis selv og et lille kig bag kameraet på 10 minutter. Intet af det er særligt ekstraordinært, men det giver én, en ide om, hvad tankerne bag hele projektet har været.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.
