Skriv en kommentar
Den velvalgte filmtitel ”This Must Be the Place” er titlen på en kærlighedssang af David Byrne. Det er en kærlighedssang, som går udenom alle kærlighedsklichéerne. Det er en kærlighedssang på sin egen måde og passer til filmens skæve eksistenser og deres tanker om tab, død, venskab, kærlighed og venskab. Hovedrollen som Cheyenne spilles af Sean Penn med en varm, selvironisk, følsom distance til det at være en tidligere popstjerne og kultfigur, som stillede guitaren for 10 år siden og har ikke rørt den siden. Hans traume består i, at to unge drenge begik selvmord inspireret af hans deprimerede sange om livet. Hans hverdag går langsom i takt med hans egen karismatiske, langsomme gå-gang frem og tilbage fra the mall, hvor han hænger ud med sin teenage veninde, Mary, som også er klædt som Goth. Han varmer købepizzaer til ham og konen, som er brandmand og sportsfanatiker, spillet af Frances McDormand med en livsgnist, energi og et glimt i øjet.
Cheyenne drives ud på en dannelsesrejse, en odysse, gennem USA, da hans fader ligger for døden. Han har ikke set sin fader i 30 år og han har flyskræk, så han kommer for sent til at tage afsked med faderen i live. Vi ser en kort afskedsscene, hvis funktion er at vise et nærbillede af faderens fangenummer fra koncentrationslejren. Nummeret står stadig brændt ind på hans venstre arm. Cheyenne beslutter sig for at forfølge faderens spor.
Én bestemt nazi-vagt ved navn Aloise Lange blev en besættelse for faderen, som aldrig glemte den ydmygelse, den tyske vagt udsatte ham for. Under sin rejse gennem USA forsøger Cheyenne nu, med sin langsomme, afslappet, cool stil og sine skarpe formuleringer og små løgne, at finde frem til den tidligere nazi-vagt.
Udover hævn bliver odysseen samtidig en dannelsesrejse for Cheyenne . Genremæssigt er filmen en roadmovie, men en anderledes roadmovie i sit helt eget tempo. Kameraet indfanger på poetisk vis de lange afstande mellem huse, restauranter, tankstationer og mennesker som isolerede øde øer i de gudsforladte vidder i USA. Her kan nævnes en reference til den islandske film ”Nói Albínói” af Dagur Kari, hvor de isolerede steder og brede vidder også karakteriserer menneskenes sind og opførsel. I ”This Must Be the Place” er der ligeledes landskaber fra ørkenagtige steder, hvor ingenting kan gro til de sneklædte alper. De lange afstande og ensomheden skinner igennem de skæve eksistenser, som Cheyenne møder på sin vej gennem USA.
Melankoli, vemodighed, ironi, humor og livsgnist danner klangbund sammen med temamusikken ”This Must Be the Place” filmen igennem. Der er intet overflødigt hverken på billed- eller fortællesiden. Dialogerne er skarpt skåret mellem hovedpersonen og persongalleriet. For eksempel bliver Cheyenne spurgt om, hvad han kender til sin fader. Hvortil han svarer ” I don’t know the first thing about him”. Andre finurlige og ærlige dialoger er bl.a., da detektiven henkastet siger til Cheyenne , at hans fader elskede ham. Cheyenne svarer, at det er pænt af ham at sige, men det er ikke rigtigt. Det samme svarer han sin højtelskede kone, da han begiver sig ud på sin tur. Hun siger, at hun ikke kan undvære ham så længe. Han svarer høfligt, at det er pænt af hende at sige, men at det ikke passer.
Deres ægteskab er funderet på kærlighed, omsorg og mest af alt på venskab. Deres fornemmelse af hinanden er stærk og mærkbar. Friheden i deres forhold er også tydelig. De er to store personligheder, som også er dem selv med og uden hinanden.
Selvom Cheyenne er frontfiguren i persongalleriet, så står konen, lærerinden, detektiven, den enlige moder, den overvægtige dreng, nazi-vagten, fætteren tydeligt frem. Man husker dem ligesom de skarptskårne, filosofiske formuleringer og svar. Med ”This Must Be the Place” har den italienske instruktør, Paolo Sorrentino begået et poetisk mesterværk og en roadmovie med menneskelig dybde i sit helt eget tempo. Fortællingen er ’varm’, finurlig, vender alt på hovedet og mest af alt livsbekræftende. Skuespilpræsentationerne er fremragende og rørende. Se den.
