Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Den italienske instruktør Paolo Sorrentino er auteur; med ”Le onsequenze dell´amore” (2004), ”Il Divo” (2008) og nu ”This must be the place” (2011) skaber han et stilistisk markant, personligt udtryk der er bygget op af tableauer som digte der gerne udsiger eksistentielle udsagn, men også har et skarpt samfundsblik og bestemt ikke er uden ironi. Alle tre film har deltaget i hovedkonkurrencen i Cannes, og ”Il Divo” vandt Juryens Pris i 2008 for sit lammende portræt af et magtmenneske, nemlig Giulio Andreotti.
Sean Penn er fremragende som den afdankede rockstjerne Cheyenne der ser verden gennem et tykt lag makeup og med en stemmeføring og kropsholdning der fortæller om et hårdt liv på alkohol og stoffer – og et nederlag midt i berømmelsen, som jeg ikke skal røbe her.
Med et godt tag i rullekufferten besøger Cheyenne jævnligt indkøbscenteret for at drikke kaffe med en punket, deprimeret ung kvinde, og besøger også hendes ligeså deprimerede mor der kæderyger, imens hun spejder ud af vinduet efter sønnen der bare gik for nogle måneder siden.
Hjemme i luksusvillaen varmer Cheyenne pizza til sig selv og sin kone Jane (Frances McDormand), der er brandmand, og som elsker sin mand trods hans desillusion. ”Måske du forveksler deprimerethed med kedsomhed,” siger Jane til Cheyenne. Kedsomheden brydes da Cheyennes far dør og Cheyenne kastes ud i en bizar roadtrip i faderens fortid.
Filmen lever i høj grad i kraft af sin cool tone og i kraft af den tro på menneskeværd som Cheyenne og de deprimerede mennesker omkring ham længes så eklatant efter – og så af en særdeles velspillende Sean Penn der er i centrum fra første til sidste scene. Cheyennes spørgsmål og svar efterhånden som rejsen tager fart, skærper den basale humanistiske tone, og man varmer sig ved at der trods alt er plads til skæve, gode eksistenser derude – om end det er på film. Nyd fx mødet mellem Cheyenne og Robert Plath, spillet af veteranen Harry Dean Stanton. Her spænder dialogen fra jagten på en gammel nazist til opfindelsen af rullekufferten. Det lyder meningsløst, men i de rette kunstneriske hænder giver en sådan dialog, et sådant møde mening. De scener er der mange af i filmen.
Læg også mærke til David Byrnes score der er i fuld samklang med filmens stilistik og univers. Byrne spiller i øvrigt sig selv i en af filmens centrale scener.
Filmen lægger på intet tidspunkt skjul på, at hjemkomst og at finde sig selv og sine rødder er tematisk omdrejningspunkt. Temaet er universelt, og måske trivielt, men det er sjældent man bliver præsenteret for det så originalt som her. ”This must be the place” bejler til prædikatet kultfilm (ligesom Sorrentinos foregående film) – men kulten bør bliver stor.
Ekstramateriale er der intet af på DVD-en.
Mis. Label.
