Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Misbrugsfilm er der nok af – men et forsvar for ”misbruget” af tommelfingersutning det har vi vist ikke set før. Ikke desto mindre er det tilfældet med den fine independentfilm ”Thumbsukcer” af instruktøren Mike Mills.
Den 17-årige Justin Cobb (Lou Taylor Pucci) er en indesluttet enspænder der holder sig vældigt tilbage i forhold til kammerater og familie. Noget i vejen må der være, og forældrene og tandlægen er ikke i tvivl om forklaringen; som 17-årig skal man ikke længere sutte tommelfinger. Tommelfingeren betyder barnlighed, og for tandlægen et håbløst arbejde med at rette de skæve tænder op.
Tandlægen, der ser sig selv mere som terapeut (tommelfingeren som brysterstatning) end tandlæge, får sig en alvorlig snak med Justin, ja hypnotiserer ham på en sådan måde at tommelfingeren fra nu af smager frygteligt. Resultatet bliver aggressivitet, noget forældre og skole anser for endnu værre end tommelfingersutning. Han må lide af ADHD - Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder. Løsningen er derfor medicin, retalin. Men så går det også fremad. Inden længe er Justin den mest begavede debattør i klassen og kommer i og med et stadigt stigende pilleforbrug dvs. noget der ligner speedmisbrug til tops i en national debatkonkurrence om alt mellem medieforbrug og sikkerhedspolitik.
Her er hip til den pæne, omklamrende og ”forstående” middelklassefamilie, der aldrig er gået i clinch med egne sår, og til en skole der dyrker den progressive og udviklende samtale og diskussion – men som alligevel uden videre griber til medicinens lette løsning for successens skyld, når det gælder næste generation. Men det fatale i forældres og skoles uforstand og indgriben neddæmpes konsekvent af instruktøren – komedie eller ej. Og således indskriver filmen sig i den lange række af teenagebekræftende film; det skal nok gå godt, trods alt. Derfor lever filmen mere i kraft af overbevisende skuespillerpræstationer end ved en egentlig overraskelse over det gode og i virkeligheden meget korrekte budskab, at tommelfingeren er bedre end piller; stå ved hvem du er!
Derved bliver Justins lækre veninde Rebecca (Kelli Garner) næsten mere end interessant end ham; ligesom ham får vi aldrig at vide, hvorfor de kun kan elske, når han har bind for øjnene. Hendes skæbne, som den ingen får øje på, får lov at stå hen som en pirren der er så meget mere interessant og realistisk end Justins lykkeligt korrekte udvikling. Og hvad er det med tandlægen, der pludselig opgiver sin korrekte terapi, piller de arketypiske drømmeglansbillederne ned fra væggene, begynder at ryge (tommelfingeren!) i konsultationen og nu lever et tandlægeliv imellem kedelige, bare vægge, imens han (lykkeligt?) opgiver troen på at finde et svar på meningen med det hele.
Det er som om instruktøren opstiller nogle uforløste modbilleder mod den til sidst forløste hovedperson. Det skal han have tak for, men det stiller unægtelig hans hovedperson i et næppe tilsigtet underligt lys. Forventningerne til at netop en independentfilm kan sætte fuld skrue på det skæve og utilpassede indfries ikke rigtigt - denne gang.
Det er en fornøjelse at opleve skuespillerne slå sig løs i en begavet komedie. Ikke mindst Lou Taylor Pucci som Justin er aldeles fremragende; det kræver sin mand at sutte på tommelfinger og blive taget alvorligt af publikum. Man forstår belønningen; bl.a. en Sølvbjørn i Berlin for præstationen. Ligeledes er det herligt at opleve stjerner som Tilda Swinton som moderen og Keanu Reeves som tandlægen indgå i et lydefrit ensemblespil med bl.a. den særdeles kompetente og ukendte Vincent D´Onofrio i den centrale rolle som faderen.
I modsætning til den amerikanske DVD-udgave af filmen er her intet kommentatorspor med den debuterende instruktør, men kun et par trailers. Det er ærgerligt.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
