Skriv en kommentar
Thunderbirds er en ret kedelig og normal familiefilm, og man skal således være ualmindelig stor fan af Thunderbirds universet for at nyde filmen. Instruktøren Jonathan Frakes er mest kendt for rollen som Commander William T. Riker i Star trekserien. Derudover har han instrueret en række af seriens afsnit samt filmen Clockstoppers (2002), der i tone er i familie med Thunderbirds. Han må derfor betegnes som en yderst erfaren herre indenfor genren, og så meget desto mere skuffende er det, at han ikke formår at skabe en familie sci fi film, der fænger.
Allerede under åbningscreditsekvensen begynder man at korse sig over den pjattede æstetik. Bedre bliver det ikke, da vi introduceres for filmens hovedperson Alan, spillet af den drengede og utroværdige Brady Corbet. Alans far Jeff Tracy (Bill Paxton) er tidligere astronaut og nu leder af de tapre Thunderbirds, der har som mission at rede mennesker fra alverdens katastrofer. Alan drømmer om at blive en rigtig Thunderbird ligesom sin far, men han anses endnu for at være umoden til at kunne være med på holdet. Konflikten mellem far og søn tilspidses, da den egenrådige knægt trodser fars ord. Tracy Island er hjemsted for Thunderbirds base, herfra udgår deres missioner, og her er alt, hvad hjertet kan begære af teknik lavet af videnskabsmanden med det opfindsomme navn Brain (Anthony Edwards). Superskurken The Hood spillet af Sir Ben Kingsley er et af filmens eneste lyspunkter. Han overtager med list Thunderbirds base for at bruge deres teknologi til sine kriminelle aktiviteter. Han sætter de rigtige Thunderbirds ud af spillet, hvorved Alan og hans to venner må klare jernene ud af ilden for at genoprette orden. I det afgørende øjeblik kommer Alan til erkendelse af sit eget ego og skifter via det, der skulle være nøglereplikken over til fællesskabets dyder på følgende flade vis: ”Jeg ved, jeg kan klare det, jeg ved, jeg kan…Okay, vi kan klare det”, og derved træder han i karakter som holdspiller. Det er dog så banalt skruet sammen, at den ellers opbyggelige morale fremstår lidt latterlig. Filmen er, i overenstemmelse med familiegenrekonventionerne, tilsat en god portion humoristiske karakterer og jokes, disse peger på det legende og tilforladelige ved filmen. Desværre slår lynet ikke just ned det rette sted, og som en fugl flyver ens tanker væk fra filmen.
De danske stemmer er indtalt af folk som Claus Bue og Trine Dyrholm, og det er naturligvis en nødvendighed for at hele familien kan være. Det virker dog ikke som om, skuespillerne har lagt deres sjæl i rollerne, som derfor taler ret fladt.
Bedst sammenlignes filmen med Rodriguez’ aldeles udemærkede Spykids film, der uden tvivl både er mere underholdende og intelligente end Thunderbirds.
Thunderbirds er en familiefilm, og derfor drejer den sig også hovedsageligt om Alans vej til at blive en rigtig Thunderbird. Desværre fungerer familiekonflikten ikke ordentligt, og klicheerne fylder filmen til det pinlige. Personerne er flade og formår ikke at dreje det stereotype over i det morsomme.
Filmen er et forsøg på at skabe et sci fi univers, som familien kan tage til sig. Her kan de yngste tage deres første spæde skridt ind i en genre, der, når den virker, er fantastisk. Dog vil det for de fleste virke som en film, der ikke bibringer de store oplevelser.
