Skriv en kommentar
1971 - Roland Bozz (Colin Farrell) er netop kommet ud af spjældet, og skal nu være med i et træningsforløb der forbereder en deling til Vietnam krigen. Snart får han skaffet sig et rygte som rebel, og manden der kan skaffe folk ud af militæret. Wilson (Shea Whigham) bliver snart hans ærkerival, og vil gøre alt for at skaffe Bozz af vejen grundet uoverensstemmelser. Bozz har dog en ven, Jim Paxton (Matthew Davis), der både hjælper ham, men også er den eneste grund til at han bliver i militæret. Efter et par uger kommer delingen i "krig" i det sidste træningsstop før Vietnam, Tigerland.
På trods af den lidt forvirrende start, med hurtige klip og et direkte spring til handlingen, er Tigerland en medrivende og tankevækkende film. I starten kan man få en hvis skepsis for resten af handlingsforløbet, men efterhånden glemmer man alt om tid og sted, og bliver revet ind i et ekstraordinært vellykket anti-krigsdrama. Tigerland virker på mange områder ligesom Full Metal Jacket, og omhandler mange af de samme problemer, uden på noget tidspunkt at stjæle fra den (andet end i en mindre joke.) På visse områder virker filmen lidt naiv, men det er blot for at fremhæve de meget udspekulerede pointer, og gøre filmen mere filmisk. Bozz kommer med mange komiske indslag filmen igennem, men det er stadig en utrolig barsk film, der leger meget med psyken. Frem for at følge krigen selv, følger filmen de problemer der opstår i delingen og træningen før deres krigstid, uden på noget tidspunkt at vise krig. Idéen med filmen er, at vise publikum at det ikke er andet end børn der var med i Vietnam krigen, og dette gør den på en genial måde, på trods af den lidt for korte løbetid.
Instruktøren er Joel Schumacher, som er en stor mand i Hollywood. Han har ellers lavet nogle meget svingende film som St. Elmo’s Fire, Flatliners, Falling Down, The Client og de 2 sidste Batman film. Vi ser ham her i sit es, og han gør et fantastisk job ved at få skuespillerne til at yde deres yppigste. Specielt godt spillet er Clifton Collins, Jr. (Miter), som ellers har spillet med i 187 og Traffic, men her får vi ham nok i hans bedste rolle som en følsom delingsfører der knækker under presset. Shea Whigham (Wilson) spiller også genialt, som historiens antagonist, man bare ikke kan lade være med at hade mere og mere. Colin Farrell (Bozz) er historiens protagonist, og han yder også en gennemført præstation, og man både føler og hepper på ham igennem filmen.
Kameraføringen er meget speciel, og leder tankerne hen på de danske dogmefilm. Det er håndholdt kamera filmen igennem, og der er nogle hurtige ind/ud zoom. Dette er med til at få publikum ind i historien, ved at give det et mere realistisk præg kameramæssigt. Det skaber også nogle meget intense øjeblikke, og nogle meget smukke billeder. Klipningen er, som sagt, lidt forvirende i starten, men efterhånden vender man sig til det. Musikken svinger meget fra intetstedsværende, til meget kedelig og til sidst til genialt. Hvordan man helt skal fortolke dette, ved jeg ikke.
Alt i alt, en fremragende film du ikke burde snyde dig selv for. Du vil blive rørt, og du vil være underholdt, hvad mere kan man forlange?
Filmen er venligst stillet til rådighed af SF/Fox.
