Skriv en kommentar
For to uger siden anmeldte jeg Hesten Fra Torino og roste den for dens især billedskønne univers og trods dens manglende historie i filmen, vejede alt det andet så meget op, at filmen forblev en oplevelse ud over det sædvanlige. Til Havethar på mange måder lighedspunkter til Hesten Fra Torino, men den er samtidigt et eksempel på, at de smukke omgivelser ikke altid får vejet filmens manglende historie op til et mesterligt niveau.
Til Havet handler om 5-årige Natan der bor med sin italienske mor i Italien, hvor han lever som ethvert andet vesterlandsk barn. Natans far, den mexicanske Jorge der stammer fra mayaindianerne, lever af at fiske sammen med sin egen far, og bor midt i koralrevet Banco Chinchorro. Da Natan skal besøge sin far bliver det et besøg til en helt anden verden og hvad der er dagligdag for faderen, bliver til eventyr for drengen. Det er igennem Natans perspektiv, filmen bliver oplevet og igennem disse øjne, vi skal se et af jordens undere.
Stedet hvor filmen udspiller sig, atollen Banco Chinchorro, blev af UNESCO erklæret Natural Reserve of the Biosphere og samme organisation kæmper for at stedet bliver et World Heritage Site. Altså et sted på jorden, en naturlig arv, som betragtes som havende en særlig enestående universel værdi og skal dermed beskyttes. På UNESCOs liste finder vi fx også Jellingestenene, Roskilde Domkirke og Kronborg Slot. Banco Chinchorro i den Mexicanske golf er en del af det næststørste koralrev i verden og har et unikt og kompleks økosystem med enge af havgræs, koralrev, stimer, små klippeøer, buske og sandstrande. Alt sammen selvfølgelig krydset med tusindvis af forskellige dyre - og plantearter.
Til Havet har en rammehistorie rundt om, hvad der kommer til at føles som, en ren turistvideo. Hvilket det så i sagens natur også er, en dokumentarisk rejseguide indhyllet i filmisk forklædning. Til Havet er en smuk film, men så ikke meget andet. Som enhver anden atol er Banco Chinchorro smuk, men desværre er dramaet i filmen så intetsigende og udramatiseret, at man mister interessen. Det minder mest af alt om en backpackers rejsevideo. Hele den tankevækkende baggrundshistorie med atollens livstruende funktion og historie, bliver ikke skildret. Filmen vælger ene og alene at vise den smukke natur i en tynd far/søn historie, frem for at dramatisere det tragiske bag mennesket destruktion eller noget mere universelt. Det hele bliver en smule søvndyssende.
Men når man ved, at det er virkelighedens verden, som danner baggrund for filmen, bliver det hele lidt mere interessant. At Natans far lader sin 5-årige søn lege i strandkanten, hvor krokodillerne boltrer sig, siger noget om, hvor tæt man lever på naturen i det lille lokalsamfund på atollen. Og selvom man som publikum måske sidder og venter på lyset i loftet tænder, så har Natan da i hvert fald fået sig en på opleveren! Og endda en ny bedste ven, en kohejre, i det lille lokalsamfund.
I sidste ende minder Til Havet meget om noget fra dokumentarismens fader Robert Flahertys etnografiske skildringer af lokalsamfund i Nanook of the North (1922) og Moana (1926), hvor samfundet bliver skildret så råt og usødet som muligt. Desværre er metoden forældet og med nutidens forventninger til, at film trods alt skal indeholde en vis portion underholdning, synker Til Havet desværre mod bunden. Det er bare ikke nok at vise sin rejsevideo i biografen og selvom det hele er et godt formål, virker målgruppen forkert.
