Skriv en kommentar
Phillip (Peter Gantzler) er arkitekt og bor alene sammen med sin søn David, efter at konen er skredet for flere år siden. Phillip lever et regelmæssigt og noget overfladisk liv med en karriere i fokus, et anstrengt forhold til sønnen og et ”hemmeligt” forhold til kollegaen Karin, som alle tilsyneladende alligevel har kendskab til.
En dag får han en opringning fra plejehjemmet, hvor hans far boede, om at faren er død. Phillip og hans far har ikke talt sammen i 25 år, og sønnen David vidste ikke engang, at han havde en farfar. Til begravelsen møder Phillip, Carl Boldt, en påstået ven af faren, og han inviterer ham til at bo hos sig i København. Carl skriver sine erindringer om sin tid som tekstforfatter til teaterstykker, han fik sat op på Det Ny Teater, og han føler sig hurtigt hjemme hos Phillip. Kort tid efter bliver David sat på gaden og flytter hjem og efter en lidt pinlig episode, bliver han og Carl ret gode venner. Alt virker umiddelbart idyllisk, men så inviterer Carl en veninde, Lotte, fra plejehjemmet. Hun får skrabet nogle ridser i lakken og bekræfter den fornemmelse, man har siddet med om, at Carl ikke har helt rent mel i posen…
Filmen er egentlig en ganske sød men smule ordinær fortælling om mennesker, der er kommet væk fra hinanden. Desuden stiller filmen en række spørgsmål, som kun overfladisk eller slet ikke bliver besvaret. Udover, at faren ikke havde så meget tid til sin søn, kan man undre sig over, hvorfor har Phillip ikke har talt med sin far i 25 år? Det virker en smule dramatisk, at det skulle være årsagen. Lotte anklager Carl for "at være så vred" – heller ikke det får vi et ordentligt svar på.
Filmens moraler bliver desuden ridset lige lovlig meget op. Handlingen og skuespilpræstationerne skildrer udmærket budskabet i filmen, og vi behøver ikke platte metaforer som et samtaleanlæg til at understrege den mentale afstand mellem personerne i filmen. Netop skuespillerne er til gengæld i høj grad det, der trækker filmen op. Peter Gantzler spiller solidt og både Jesper Klein og Judy Gringer viser her, at de bestemt ikke har nået pensionsalderen. Dog er der et lille minus ved Jesper Klein: han virker simpelthen for ung til at spille plejehjemsbeboer, såvel udseendemæssigt og fysisk, som rent mentalt. Der er ikke noget, der indikerer, at han skulle have behov for en plejehjemsplads, og trods en fremragende præstation, gør det ham altså en smule utroværdig.
Titlen, som er et udtryk for, hvor plejehjemmet lå, er et forsøg på at skabe en rød tråd i filmen. Desværre bliver det en smule søgt, og da det egentlig ikke har den store betydning for filmens handling, fungerer det ikke.
Det er ikke en film med den store åndelige berigelse eller de store intellektuelle udfordringer. Alt i alt er filmen dog værd at bruge halvanden time på, selvom jeg må indrømme, at jeg ind i mellem kedede mig en smule undervejs.
Ekstramateriale:
Trailer
Fotogalleri
Meget ringe. På den anden side er det ikke en film, hvor man hungrer efter at se ekstra scener og fraklip. Men en trailer, som jo egentlig blot fungerer som reklame for filmen, og et lidt ligegyldigt fotogalleri er altså for tyndt!!
Filmen er venligst stillet til rådighed af SF/Fox.
