Skriv en kommentar
Baseret på virkelige hændelser får vi her historien om livet i byen Timbuktu i Mail, hvor kvæghyrden Kidane lever fredeligt med sin familie og sit kvæg. Inden i byens centrum er det bestemt anderledes, da jihadister og deres Sharia-lovgivning er højeste lov. Musik, sang og cigaretrygning er forbudt såvel som fodbold. Reglerne overholdes stramt og med hårde straffe til følge for dem som bryder dem, såsom pisk og stening. Alligevel formår den lille familie at leve et harmonisk liv indtil en bestemt ting vender op og ned for deres liv for altid...
Denne film er blevet kaldt "ubærlig smuk" og den har ryddet bordet indenfor den franske César Award med priser for bl.a. bedste film, bedste instruktør, bedste manuskript, bedste musik og bedste cinematografi.
Desuden var den Mauretaniens første indsendte film nogensinde til dette års Oscar-uddeling for "Bedste udenlandske film".
Og jeg har da heller ikke set en film som denne. Det er i sandhed en film hvor skønhed og grusomhed flettes sammen.
Vi har den bjergtagende natur og omgivelser hvori en masse forskellige mennesker lever sammen i komplet og ufarlig harmoni, indtil ord som sharialov, jihadister og egen fortolkning af Koranen bliver til hverdag.
Hændelserne som bliver fortalt i denne film, som er filmet i byen Oualata som ligger i det sydøstlige Mauretanien, er baseret på de virkelige hændelser fra 2012, da Mali og byen Timbuktu blev invaderet af en gruppe fundamentalistiske jihadister.
Filmen viser strålende hvor meget fundamentalisme er kræftknuden i vores samfund for tiden, hvor den ene tragedie efter den anden fremstormer på forsiderne og det for det meste i religionens navn.
Alligevel formår instruktøren Abderrahmane Sissako at komme med et anderledes og humanistisk modsvar på den undertrykkelse folket i filmen undergår. Vi ser dem kæmpe imod jihadisterne og samtidig får vi også et billede på jihadisterne og deres tanker og følelser. Vi får præsenteret dem ikke som rablende vanvittige, men som mennesker med en gribende form for usikkerhed og mekanisk udførelse af deres religiøse regime.
Det er Sissakos beundringsværdige kendetegn i denne film; hvordan han formår at opbløde for de stereotyper vi har, og får filmen til at fremstå både uhyggeligt men også vidunderligt ægte.
Man sidder som publikum og mærker hvordan man langsomt bliver suget ind i filmen, men hele tiden er der en realisme som holder en fra kun at "nyde" filmen for dens vidunderlige filmfotografi og skuespil.
For skuespillet er medlevende og yderst dygtigt. Alle de medvirkende gør deres rolle til en mindeværdig oplevelse. Og gælder for både de store som de mindre roller. Eksempelvis er skuespillerinden Fatoumata Diawara kun med i korte sekvenser, men det er samtidig hende som synger sangen fra traileren "Timbuktu Fasso" og dens brug i filmen er voldsom påvirkende og rør0ende.
Fatoumata Diawara er en musiker i virkeligheden og bestemt en hvis arbejde er værd at lytte mere til.
Toulou Kiki spiller Satima, hustru til Kidane. Hendes skuespil er mageløst og dybt ligesom hendes øjne. Hun er virkelig en figur som man får følelser for.
Instruktøren Abderrahmane Sissako er selv født i Mauretanien og opvokset i Mali. Han står bag film som Waiting for Happiness (2002) og Life on Earth (1998). Han er blevet en af de mest toneangivende afrikanske instruktører og Timbuktu er ligeså meget en film værdig til at blive hyldet og æret indenfor filmens fiktive verden, som det er en form for dokumentar omkring det der foregår på vores jord.
Sissako formår at blande håb, humor, glæde og grusomheder sammen. Jihadisterne forbyder fodbold og rygning, men det stopper dem ikke fra at snakke fodbold om Messi vs. Zidane og ryge i smug selv. Samtidig ser vi så en flok unge drenge spille fodbold intenst uden en fodbold.
Og vi ser folkets forsvar mod det religiøse vanvid og gennem deres forsvar mærker vi instruktørens hjertevarme passion og intolerance overfor verdens mange uretfærdigheder. Og vi mærker den selv i os efter filmens slutning...
Og det gør denne film bydende nødvendig.
For på et tidspunkt må kampen for religiøs indoktrinering og misbrug nå et punkt hvor den ender med sin egen udslettelse. Vi mennesker er forskellige fra hinanden på utallige måder, men i sidste ende har vi både næstekærligheden og evnen til at begå grusomheder mod hinanden til fælles.
Man kan ønske og håbe på, at film som denne vil medvirke til at det bliver næstekærligheden som sejrer til sidst.
