Skriv en kommentar
Sydkoreanske Kim Ki-Duks trettende film hører ikke til den selvlærte mesterinstruktørs allerbedste, men ikke desto mindre er det en tankevækkende, urolig men alligevel poetisk og gennemført fortælling om kærlighedens allermest destruktive kompagnon, jalousi.
Filmen er en afrundet cirkelfortælling om parret Seh-Jee og Ji-Woo. Seh-Jees gryende jalousi og frygt for at miste Ji-Woo, har ledt til offentlige hysteri-anfald, anklager og en overbevisning om at han er træt af hende. For at bekæmpe tiden og dens tilsyneladende destruktive kræfter indlemmer hun sig i det stigende antal koreanere der underkaster sig skønhedskirurgiens kniv. Hun forsvinder og gennem seks måneder lever Ji-Woo et liv i tvivl og usikkerhed, før en ny kvinde der kalder sig See-Jee pludselig dukker op.
Historien er, som eksempelvis Ki-Duks ”Samaritan Girl” også var det, opdelt i akter med forskellige hovedpersoner i hver. Det er et billedskønt, symboltungt, men vidunderligt tilrettelagt stykke storbyfabel. En simpel, eksistentialistisk historie krydret med en legende brug af de tungeste temaer en kærlighedshistorie kan byde på. Den moderne fascination af plastic-kirurgi er kun udgangspunktet og reelt ment metaforisk om den evige frygt for ensomhed og tvangstrang til fornyelse. En trang der ofte ender i destruktion, understreget dels i typiske små voldsudbrud, dels i flere, uhyrligt tætte operations-collager.
De tragiske karakterer er som vanligt legemliggjort af forholdsvis uprøvede, koreanske skuespillere, der også sædvanen tro leverer glimrende, nuancerede præstationer. Ki-Duk fortsætter stien mod mere dialog-tunge manuskripter, men har ikke glemt at fortælle sin historie i billeder. Det er i det hele taget det, der kendetegner den produktive festivalfavorit: Hans evne til at kombinere symboltung filmkunst med masseappel og utroligt fængende og utroligt menneskelige historier. Med ”Time” rammer han endnu engang plet i en film der er både rørende, tankevækkende, forstyrrende og udfordrende – men til at følge med i. Der er ingen skemalagte forklaringer og tydelige moraler. Kun en overvejelse over det moderne menneske og det liv vi alle lever. Og selvom man ikke går fra biografen med den summende følelse i maven som man havde efter ”Tomme Huse”, ubehaget efter ”Samaritan Girl” eller den indfølte poesi fra ”The Isle”, så går man bestemt fra biografen en stor filmoplevelse rigere.
